Stjernen overrasker efter abelyde: Det er også hans skyld

Cagliari-fansene var efter Moise Kean tirsdag i Serie A, men ifølge Keans rutinerede kollega er den unge angriber selv ude om det. Delvist

Leonardo Bonucci jubler efter sin scoring til 1-0 mod Cagliari - sammen med Miralem Pjanic og Moise Kean. Sidstnævnte scorede siden til 2-0. Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix
Leonardo Bonucci jubler efter sin scoring til 1-0 mod Cagliari - sammen med Miralem Pjanic og Moise Kean. Sidstnævnte scorede siden til 2-0. Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix

Juventus-træner Massimiliano Allegri var stiktosset. Det samme var midtbanestjernen Blaise Matuidi.

Juventus havde ganske vist vundet udekampen i Serie A med 2-0 tirsdag aften og dermed taget et skridt mere mod det så godt som sikre mesterskab, men de kunne ikke ignorere den måde, Cagliari-fansene opførte sig på oppe på tribunen.

For her lød racistiske tilråb og abelyde mod såvel Matuidi som målscoreren til 2-0, Moise Kean.

- Vi skal bruge kameraer til at finde ud af, hvem der står bag, så vi kan straffe dem. Det er meget simpelt: Find ud af, hvem de er, og så skal de have en karantæne. Ikke i et år eller to, de skal have livstidskarantæne. Vi har teknologien, tordnede Allegri efter kampen.

Matuidi tog til genmæle på sin Facebook-profil.

- I dag oplevede jeg racisme under en kamp. Svage mennesker prøver at skræmme med had. Jeg er ingen hader og kan bare synes, det er synd for dem, der sætter et dårligt eksempel. Fodbold kan bruges til at sprede lighed, engagement og inspiration, og det vil jeg gøre, skrev franskmanden.

Elsk eller had mig
Det er efterfølgende blevet slettet. Til gengæld tweetede han nedenstående.

Kean er ung og uprøvet. 19 år gammel. Han oplevede allerede tilskuernes modstand, da han filmede og fik et gult kort efter 20 minutter. Tilråbene fortsatte gennem kampen. Og måske var det derfor, at han ikke kunne lade være, da han scorede sit mål efter 85 minutter.

Kean vippede bolden i kassen tæt under mål, da han modtog et indlæg fra højre side. Herefter stillede han sig ud ved siden af målet med front mod tribunen, han fortrak ikke en mine, mens hans arme hang ud til siden, så han kunne minde om Kristus-figuren i Rio eller en undskyldning. Eller måske forsøgte han bare at sige 'her er jeg, elsk eller had mig, som I lyster'.

I øjeblikket valgte Cagliaris fans det sidste.

Det kunne høres.

Juventus-spillerne fejrer den syvende ligasejr i de seneste otte kampe. Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix
Juventus-spillerne fejrer den syvende ligasejr i de seneste otte kampe. Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Så slemt var det, at Luca Cepitelli, Cagliaris anfører, måtte hen og skærme Moise Kean - og forsøgte at dæmpe tilhængernes raseri-udbrud. Kampens speaker kom til og befalede ro og orden på stadion. Ellers ville kampen blive stoppet.

Leonardo Bonucci, der havde fået Kean væk fra situationen, gik i en anden retning efter kampen.

- Kean ved, at når han scorer et mål, så må han fokusere på at fejre det med holdkammeraterne. Han er klar over, at han også kunne have handlet på en anden måde. Det var racistiske tilråb, Blaise hørte dem og blev rasende. Jeg mener, skylden er 50-50, fordi Moise skulle have ladet være, og fansene skulle ikke have reageret sådan, sagde forsvarsstjernen til Sky Sport Italia.

Gorilla
Hovedpersonen selv smækkede et billede af sig selv efter scoringen på Instagram med teksten: - Den bedste måde at svare på racisme på. Efterfulgt af hashtagget #notoracism - og med en gorilla-emoji foran.

Vis dette opslag på Instagram

The best way to respond to racism #notoracism

Et opslag delt af K M B 9 (@moise_kean) den

Det var i øvrigt anden kamp i træk, Moise Kean kom på måltavlen.

Hans opførsel var cheftræner Allegri heller ikke videre lun på, da han blev spurgt til det efter kampen.

- Jeg kunne ikke høre noget fra tribunerne, fordi jeg fokuserede på kampen. Jeg er ikke sikker på, at Keans reaktion var den klogeste, men det betyder på ingen som helst måde, at idioterne på tribunerne og deres handlinger kan retfærdiggøres, sagde han.

Cagliari-præsident Tommaso Giulini påstod, at reaktionen fra tilskuerne havde været den samme, hvis det eksempelvis havde været en anden Juventus-kollega, der havde scoret målet.

- Hvis Federico Bernardeschi havde gjort, hvad Kean gjorde, ville reaktionen have været den samme. Ingen havde hørt noget op til det punkt. Kean lavede en fejl, han er 19 år, og det er forståeligt, sagde præsidenten og tog herefter kraftig afstand fra racisme.

- Der er en bevægelse hen mod selvretfærdighed, og det bryder jeg mig ikke om. Den her klub har altid været eksemplarisk og fordømt racistisk opførsel, sagde Giulini.

Serie A har gennem mange år kæmpet mange kampe mod racisme. Matuidi oplevede så sent som sidste år på samme stadion, at Cagliaris fans var efter ham.

Her beklagede sardinierne officielt, mens fansene sågar blev frifundet for skyld efter en episode i 2017, hvor Pescaras Sulley Muntari følte sig racistisk forfulgt.

Juventus har med sejren 18 point ned til andenpladsen i ligaen.

Se også: Poulsen i semifinale efter stort drama

Se også: Revser superstjernen: - Har tabt hovedet

Se også: Afsløring koster tysk fodboldboss jobbet

Se også: Grotesk dommer-brøler: Glemmer at give rødt kort

Foto: Splash Sport og Spil Agent-konen spiller hasard med hans karriere

Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix Sport og Spil Bliver kaldt VM's lækreste fodboldfan: Her er hendes frække fortid

Boris Becker, David Beckham og Thomas Bjørn har en ting tilfælles...(Foto: AP) Sport og Spil Stjernernes utrolige dobbeltliv: Fra engle til djævle

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere