Stopper efter 23 dage....

Gennaro Gattuso er ikke længere cheftræner i Serie A-klubben Fiorentina, meddeler klubben på sin hjemmeside

Gennaro Gattuso nåede aldrig at stå i spidsen for Fiorentina i en kamp. (Arkivfoto) Foto: Alberto Lingria/Reuters
Gennaro Gattuso nåede aldrig at stå i spidsen for Fiorentina i en kamp. (Arkivfoto) Foto: Alberto Lingria/Reuters

23 dage.

Så længe nåede den tidligere italienske landsholdspiller Gennaro Gattuso at være cheftræner for Fiorentina.

25. maj meddelte klubben, at den havde hyret Gattuso, og han nåede altså hverken at træne med eller føre holdet i kamp, da truppen lige nu er på ferie.

- ACF Fiorentina og Rino Gattuso har efter gensidig aftale besluttet ikke at følge op på de tidligere aftaler og starter derfor ikke næste sæson op sammen, skriver klubben på sin hjemmeside.

Gattuso blev ansat i Fiorentina få dage efter, at han var stoppet hos ligarivalerne Napoli.

Han afløste i Fiorentina Beppe Iachini, der havde passet jobbet som cheftræner siden marts, da den tidligere italienske landstræner Cesare Prandelli sagde op.

Fiorentina har i de seneste år haft flere middelmådige sæsoner i Serie A og sluttede blot som nummer 13 i den netop overståede sæson.

Klubben melder ikke nærmere om, hvem der skal træde til i stedet for Gattuso, men blot at den har indledt jagten.