Med målet mod Ludogorets i torsdagens Europa League kom Christian Eriksen også i gang i Inter rent målmæssigt.
Danskeren har i det hele taget imponeret italienske Carlo Ancelotti, som nu er træner i Everton, men som jo har stået i spidsen for Serie A-hold som AC Milan og Napoli.
- Eriksen er den komplette midtbanespiller, idet han både kan spille ude på kanten og i en dybere rolle. Jeg synes, han er meget lig Pirlo, han kunne også spille foran forsvaret, siger Ancelotti ifølge Football Italia.
Den 60-årige manager må formodes at vide, hvad han snakker om, for han selv havde fornøjelsen af at træne Andrea Pirlo i tiden i AC Milan, hvor de to sammen fejrede mange triumfer.
Her slog den elegante playmaker sit navn fast som en af sportens bedste på sin position, da han både kunne bygge spillet op og afslutte ude fra selv. Kvaliteter, som Ancelotti også ser hos Christian Eriksen:
- Han kan se linjerne for afleveringerne, og han kan også skyde fra distancen, lyder det rosende fra Carlo Ancelotti.