Det har været et tungt år i Inter. Men efter et langt tilløb står Christian Eriksen midt i forløsningen i Inter.
Han bliver af samtlige medier tæt på nerazzurri spået til endnu en startplads, når Genoa gæster San Siro på søndag.
Hvor surrealistisk det end lyder, så kan Christian Eriksen dermed for første gang notere tre starter i træk i Serie A.
Det siger alt om, hvor svært Christian Eriksen har haft ved at vinde træner Antonio Contes tillid, og det forklarer, hvorfor øjeblikket er så vigtigt for den danske kreatør.
Kampen mod Genoa er den første i en komprimeret uge, hvor der venter tre kampe på en uge - Parma i midtugen og så formstærke Atalanta.
Det er kampe, der kan give Inter et rigtig godt afsæt i jagten på mesterskabet, men det er også et kritisk tidspunkt i forhold til sygdom, hvor et covid-19 udbrud hurtigt kan smadre alt.
Og frygten er reel - ikke bare en hypotetisk tanke.
Positive test til Inters allermest magtfulde chefer har sendt mesterskabsdrømmene i undtagelsestilstand.
Direktørne Beppe Marotta og Alessandro Antonello samt sportsdirektør Piero Ausilio er testet positive sammen med to andre i klubben.
Umiddelbart har de ikke været i nærheden af spillerne, men det har sendt Inter-truppen i noget nær karantæne op til det fortættede kampprogram.
Spillerne blev lyntestet i går uden nogen positive, men frygten for et knusende udbrud er stadig nærværende.