Glem alt om Real Madrid, Manchester United, Paris Saint-Germain og Juventus.
Det bliver med stor sandsynlighed ikke her Christian Eriksen havner, når han skifter fra Tottenham.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger tyder alt på, at en aftale med italienske Inter er nært forestående.
Den italienske journalist Gianluca Di Marzio nævnte koblingen mellem Inter og Christian Eriksen for et par dage siden. Og den brandvarme italienske interesse har Ekstra Bladet fået bekræftet fra nærtstående kilder i fodboldmiljøet.
Pris: 150-180 mio. kr.
Inter-manager Antonie Conte kender den danske kreatør indgående fra sin fortid som manager i Premier League hos Chelsea. Og Conte har angiveligt peget på danskeren som en af trumferne i jagten på at fravriste Juventus det normalt sikre mesterskab i Serie A.
En aftale mellem parterne kan formentlig blive færdiggjort i løbet af de kommende par uger, så et skifte kan ske her i januar. Det er i hvert fald udgangspunktet.
Transfersummen ventes at lande i niveauet 150-180 millioner kroner for den 27-årige dansker, der har spillet i Tottenham siden sommeren 2013.
Står med stærke kort
Christian Eriksen står lige nu med stærke kort på hånden, fordi han er transferfri til sommer. Hvis Tottenham bliver for ’grådige’, kan han vente med at indgå aftale til sommer, så han selv scorer et kæmpe sign-on, fordi der ikke skal betales transfersum efter sæsonen.
Omvendt har Christian Eriksen den seneste tid også oplevet livet på Tottenhams bænk, hvor Jose Mourinho sjældent har set danskerens vej. Det har været en stor omvæltning at gå fra stamspiller og profil til indskifter og marginalspiller.
Danmarks bedste fodboldspiller er på vej mod sin bedste fodboldalder og har ikke tid til at spilde et halvt år på bænken i Tottenham, der sandsynligvis ikke kommer til at kvalificere sig til Champions League efter en miserabel sæson.
Til gengæld ser udfordringerne lovende ud i Inter, der aktuelt er side om side med Juventus i jagten på mesterskabet. Der bliver satset stort i den italienske traditionsklub.
Tilbudt op mod 100 mio. kr.
Men Tottenham har brugt meget energi og vist enorm vilje for at beholde danskeren.
Ifølge Ekstra Bladets kilder har Tottenham meget længe været desperate for at forlænge aftalen med danskeren.
Klubben har således været villige til at tilbyde Christian Eriksen et sign-on i underkanten af 100 mio. kr., hvis han ville forlænge aftalen med klubben.
For Christian Eriksen handler det tydeligvis ikke om penge, men i langt højere grad om en ny udfordring. Om en ny liga og andre impulser i hverdagen.
- Jeg føler, jeg er et sted i karrieren, hvor jeg gerne vil prøve noget nyt, sagde Christian Eriksen sidste sommer, da sæsonen var slut.
Han kom ingen steder i sommer, hvor prisen angiveligt lå i niveauet 300-350 mio. kr.
Nu skal han skydes af, hvis Tottenham bare skal have lidt penge i kassen for danskeren.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Eriksens agent, Martin Schoots.
Første gang i to måneder: Eriksen taget til nåde
Storklubber slikker sig om munden: Nu er disse stjerner gratis