Tiltrængt Juventus-sejr trods skræk-start

Juventus kom bagud tidligt mod Bologna, men hentede alligevel en tiltrængt sejr i Serie A

Sami Khedira scorede i Serie A-debuten (Foto: AP)
Sami Khedira scorede i Serie A-debuten (Foto: AP)

Den forsvarende italienske mester, Juventus, tog søndag et skridt tilbage mod toppen efter en forfærdelig sæsonstart.

Hjemme på Juventus Stadium i Torino blev Bologna slået med 3-1.

Alligevel nåede Juventus, der allerede har tabt tre gange i denne sæson, at få sig en forskrækkelse, da Anthony Mounier efter fem minutter bragte udeholdet foran.

Men efter en halv time bragte Alvaro Morata balance til 1-1, inden Paulo Dybala otte minutter efter pausen sendte Juventus foran på et straffespark.

Midtvejs i anden halvleg konsoliderede Sami Khedira sejren til 3-1.

Tidligere søndag måtte topholdet Inter nøjes med 1-1 på udebane mod Sampdoria. Milano-klubben var endda på vej mod sæsonens andet nederlag, da Luis Muriel bragte hjemmeholdet på 1-0 kort efter pausen.

Men Ivan Perisic sørgede med sin udligning et kvarter før tid for, at Inter fik et point med hjem og nu har 16 point for syv kampe.

Inters pointtab betyder, at nummer to, Fiorentina, kan bringe sig alene i spidsen for Serie A med en sejr på hjemmebane over Atalanta søndag aften. Fiorentina kan komme op på 18 point med en sejr.

Den kamp begynder klokken 20.45 ligesom opgøret mellem Milan og Napoli.

0 kommentarer
Vis kommentarer