Topholdene sejrer på stribe i Serie A

Både Napoli, AC Milan, Lazio og Sampdoria vandt deres kampe søndag i den italienske Serie A

Flere af topholdene sejrer på stribe i Serie A. Napoli vandt hjemme over Sassuolo med 2-0. Foto: Ciro De Luca/Ritzau Scanpix
Flere af topholdene sejrer på stribe i Serie A. Napoli vandt hjemme over Sassuolo med 2-0. Foto: Ciro De Luca/Ritzau Scanpix

Juventus er stukket af i toppen af den italienske Serie A efter lørdagens 2-0-sejr ude over Udinese, men de øvrige tophold fulgte godt med søndag.

Nummer to, tre og fire i ligaen, som er Napoli, Lazio og Sampdoria, vandt alle deres kampe søndag.

Napoli besejrede hjemme Sassuolo med 2-0 og er på andenpladsen nu noteret for 18 point efter 8 kampe. Juventus har efter otte sejre i træk i denne sæson 24 point på førstepladsen.

En fejlaflevering i Sassuolos forsvar blev kostbar, da Napolis Adam Ounas udnyttede fejlen til at bringe hjemmeholdet foran 1-0 efter tre minutter.

Der blev ikke scoret flere mål i første halvleg, men publikum fik en smuk scoring at se efter 72 minutter.

Napoli-angriberen Lorenzo Insigne viste sublim sparketeknik, da han hamrede bolden over i det lange hjørne til slutresultatet 2-0.

Tidligere søndag vandt AC Milan med 3-1 på hjemmebane over Chievo.

Milan-angriberen Gonzalo Higuain scorede de to første mål i første halvleg - begge efter kvikke oplæg fra Suso.

Milan vandt også med 3-1 hjemme over Chievo. Gonzalo Higuain scorede de to første mål. Foto: Antonio Calanni/Ritzau Scanpix
Milan vandt også med 3-1 hjemme over Chievo. Gonzalo Higuain scorede de to første mål. Foto: Antonio Calanni/Ritzau Scanpix
 

I anden halvleg bragte Milans midtbanespiller Giacomo Bonaventura hjemmeholdet foran med 3-0 på et langskud, inden Chievo-angriberen Sergio Pellissier fik pyntet på nederlagets størrelse til slut.

Lazio vandt 1-0 hjemme over Fiorentina i det, der kunne have været et danskeropgør.

Men backen Riza Durmisi var skadet hos Lazio, mens den tidligere Brøndby-strateg Christian Nørgaard endnu en gang sad på bænken i hele kampen for Fiorentina.

Sampdoria snuppede en kneben 1-0-sejr ude over Atalanta på et mål af Lorenzo Tonelli efter 76 minutter. Joachim Andersen spillede hele kampen i det centrale forsvar for Sampdoria.

Lazio har på tredjepladsen 15 point, mens Sampdoria har 14 point på fjerdepladsen.

AS Roma, som lørdag vandt 2-0 ude over Empoli, er placeret på femtepladsen med 14 point, men romerne har en dårligere målscore end Sampdoria.

FCK straffer usikker målmand med storsejr

Vilde Wilczek knuste Brøndbys krise

Suárez med absurd afbud: - Min kone får jo familie-besøg