Toppolitikere er stiktossede over topkamp: Nægter at se den

Den italienske Super Cup spilles i Saudi-Arabien, og det har i den grad skabt røre i Italien

Gonzalo Higuaín og Giorgio Chiellini mundhugges, da Milan og Juventus møder hinanden i Serie A i efteråret. Nu står de overfor hinanden igen - i Saudi-Arabien. Foto: Luca Bruno/AP
Gonzalo Higuaín og Giorgio Chiellini mundhugges, da Milan og Juventus møder hinanden i Serie A i efteråret. Nu står de overfor hinanden igen - i Saudi-Arabien. Foto: Luca Bruno/AP

Der er dem, der taler for. Dem der ser kampen som en historisk mulighed for ligestilling i Saudi-Arabien.

Og så er der dem, der har taget plads i den anden grøft. Modstanderne.

I skrivende stund er det svært at finde folk, der ligger midt imellem.

For det er kontroversielle sager, Super Cup-kampen 16. januar mellem mastodonterne Juventus og AC Milan, har bragt med sig.

Kampen skal spilles i byen Jeddah i et land, der har haft sit eget syn på menneskerettigheder gennem tiden og som har drabet på journalisten Jamal Kashoggi på samvittigheden.

Hvad førstnævnte angår, har det italienske fodboldforbund brystet sig af, at kampen bliver historisk, fordi det bliver første gang i historien, at saudiarabiske kvinder kommer til at overvære en international fodboldkamp på stadion - uden at skulle være ledsaget af mænd.

- Vores Super Cup går over i historien som den første gang, saudiarabiske kvinder kan gå til en international fodboldkamp, proklamerede Gaetano Micciche, der er præsident for Serie A.

Skal holde sig fra mændene
Allerede sidste år fik kvinder lov til at gå til fodbold.

Men det giver indenrigsminister i Italien, Matteo Salvini, der er glødende AC Milan-fan, ikke en udbrændt italiensk lire for.

- Jeg skal ikke se kampen. Fodbold er en slave for forretning og tv, hvæser han ifølge nyhedsbureauet AP og tilføjer, at det er 'en skam', at kampen skal spilles i et land, hvor kvinder ikke kan gå til fodbold uden ledsagelse af mænd.

Og han bakkes angiveligt op af adskillige toppolitikere i parlamentet.

For en ting er, at kvinder må komme ud og se fodbold på stadion. De skal opholde sig på særlige tribuneafsnit, de såkaldte familieafsnit, hvor de ikke kommer i nærkontakt med mænd...

Der er i øvrigt udsolgt til kampen. Det skete på mindre end to dage. De første 50.000 billetter røg over disken i løbet af fire timer.

Drabet på Kashoggi afstedkom i øvrigt adskillige opfordringer til at flytte opgøret. Blandt andet fra tv-journalisternes fagforbund, hvilket er interessant, da den statsfinansierede tv-station RAI viser kampen. Forbundet har kaldt det 'absurd og uacceptabelt', at kampen spilles i landet blot tre måneder efter drabet.

Indbringende aftale
Fem personer er anholdt og tiltalt for drabet. Anklagemyndigheden i Saudi-Arabien har i første omgang krævet dødsstraf.

Gaetano Micciche medgiver, at drabet har betydet, at Serie A har stillet spørgsmålstegn ved Saudi-Arabien som vært. Men at man blev enige om, at det fortsat var det rigtige at gøre.

- Fodbold er en del af Italiens kulturelle og økonomiske system, og det kan ikke adskille sig fra landets øvrige interesser og relationer. Saudi-Arabien er Italiens største kommercielle partner i Mellemøsten, siger han og tilføjer, at kampen er medvirkende til at promovere Italien og italienske værdier.

Det er et halvt år siden, den italienske liga offentliggjorde en aftale med Saudi-Arabien om afvikling af tre af de næste fem Super Cup-kampe. en aftale der har indbragt 20 millioner euro - svarende til lige knap 150 millioner kroner - samt 26 millioner kroner til hver af de deltagende klubber.

Det er ingen nyhed, at Super Cup'en spilles i udlandet. Siden den første i 1993 er det sket 11 gange. Senest i 2016, hvor Qatar afviklede kampen, der også var mellem de to storklubber fra det nordlige Italien.

Se også: Gratis PL-stjerne kan vælge og vrage: Fem storklubber vil have ham

Se også: Sætter Messi og Ronaldo til vægs: Her er årets vildeste bomber

Se også: PL-gigantens snedige plan: Pønser på ny kæmpe transfer

Se også: Juventus-ups i Kina! Ronaldo-klip afsløret

38 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere