Tottis store derby-dag: Scorede - og fejrede med selfie

Lazio førte 2-0, men Rom-derbyet endte 2-2 takket være to Francesco Totti-mål i anden halvleg - og Roma-legenden havde også tid til at tage en selfie med fansene

Den 38-årige levende AS Roma-legende Francesco Totti indtog hovedrollen, da søndagens Rom-derby i Serie A mod Lazio endte 2-2.

Lazio førte 2-0 ved pausen, men i anden halvleg scorede Totti begge mål for Roma, og især jubelscenen ved 2-2-scoringen var speciel.

Totti kastede sig hen til et indlæg og flugtede flot bolden i mål, hvorefter han løb ud til Romas fans. En holdleder kom løbende ud til Totti og gav ham en mobiltelefon.


Mens de øvrige spillere var løbet ind på banen igen, loggede Totti på mobilen og tog en selfie med Roma-tilhængerne i baggrunden. Det var i øvrigt ikke noget, som dommeren mente skulle koste et gult kort.

Det er ikke første gang, at "Kejseren af Rom" fejrer et mål spektakulært.

Tilbage i 2004 i endnu et derby mod Lazio fejrede Totti en udlignende scoring ved at overtage kamera-mandens position.


AS Roma skal da også være glad for, når den 39-årige kaptajn scorer i 'Derby della Capitale". Hovedstadsklubben har nemlig aldrig tabt mod ærkerivalerne, når Totti har været på scoringstavlen.

Totti havde reduceret til 1-2 kort efter pausen - og det mål sikrede ham rekorden for flest scorede mål mod Lazio i AS Romas historie.

Lazio havde bragt sig foran 2-0 i første halvleg på to mål inden for en håndfuld minutter.

Stefano Mauri havde gjort det til 1-0 midtvejs i første halvleg, og da Felipe Anderson scorede til 2-0, så det skidt ud for Roma.

Lazio var tæt på sejren i slutfasen, da indskiftede Miroslav Klose havde et godt forsøg på mål, men skuddet fra den tyske verdensmester blev reddet til stor ærgrelse for angriberen.
Se også: TV: Her sætter Totti aldersrekord
Det uafgjorte resultat betyder, at Roma på andenpladsen er oppe på 40 point - det samme som førerholdet Juventus, som senere søndag aften gæster Napoli.

Lazio er på tredjepladsen med 31 point, men kan blive overhalet af Napoli, som inden kampen mod de regerende mestre fra Juventus har 30 point.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere