TV: Genistreg redder Milans ni mand

To mand i undertal var AC Milan på hælene mod Bologna. Men så tog lejesvenden fra Everton fat

Mario Pasalic jubler sammen med Cristian Zapata efter scoringen onsdag aften. (Foto: AP)
Mario Pasalic jubler sammen med Cristian Zapata efter scoringen onsdag aften. (Foto: AP)

De stod på randen af endnu en fiasko og den værste stime siden 1986!

Men en genistreg reddede onsdag aften AC Milan i den svære udekamp mod Bologna FC.

Gerard Deulofeu, 22-årig lejesvend fra Everton, viste, at han er en klasse-spiller.

Kort og godt.

Milan var i problemer. To gange havde de set det røde kort i løbet af kampen. Først til Gabriel Paletta efter 38 minutter - og siden til Juraj Kucka efter 59 minutter.

De spillede med andre ord to mand i undertal i den sidste halve time.

Milan havde tabt fire kampe i træk - heraf tre i Serie A - og et nederlag mere ville sikre dem den værste stime i ligaen i mere end 30 år.

Men så tog fanden ved Deulofeu ude i højre side.

Da var der spillet knap 89 minutter.

Kommentatoren foreslog klogt nok, at den unge spanier med opvækst i FC Barcelona, skulle gå efter dødbolden. Et frispark - eller et hjørnespark for den sags skyld.

Det hørte Deulofeu ikke.

Gerard Deulofeu i aktion for AC Milan. (Foto: All Over Press)
Gerard Deulofeu i aktion for AC Milan. (Foto: All Over Press)
 

Han var travlt optaget af det, han mestrer. Driblingen.

Det gik ud over Domenico Maietta, der blev rundet. Og det gik ud over Emil Krafth, der glemte at samle benene, så Deulofeu kunne trille bolden mellem dem - ind foran mål, hvor en ellers skuffende Mario Pasalic havde lusket sig frem.

Bologna-keeper Angelo da Costa havde luret, hvad der var ved at ske, men den rutinerede brasilianske målmand var ikke hurtig nok, og måtte se Pasalic' afslutning stryge forbi ham.

Og mens Milan-spillerne jublede, som havde de vundet mesterskabet, stod Bolognas spillere og troede ikke deres egne øjne.

De havde haft alle muligheder. I 31 minutter havde de kunne spille sig igennem de ni modstandere, der dog bare havde kæmpet for livet. Og derfor stod hjemmeholdet nu som tabere.

Føles som ti point
Til alles overraskelse.

- Det var en utrolig aften. Jeg har aldrig oplevet en kamp som denne med ni mod 11, sagde Deulofeu til Sky Italia efter kampen.

- De her tre point føles, som var det seks. Vent lidt...lad os sige, de er ti point værd, sagde han med et grin og forsøgte at genfortælle episoden, som han havde oplevet den.

- Jeg stak afsted mod baglinjen og så Pasalic inde foran. Jeg laver ikke lette ting. Jeg forsøger at gøre de svære ting, og da jeg så ham derinde, blev jeg bare nødt til at prøve, forklarede han.

Det var hans blot fjerde kamp for storklubben, siden han 17. januar blev lejet i Everton. Han skiftede til den engelske klub i sommeren 2015 fra FC Barcelona.

Rivalerne fra Juventus havde også en god aften med 2-0 ude over bundholdet Crotone. Se målene fra Mario Mandzukic og Gonzalo Higuaín herunder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere