Uheldig hovedrolle: Bossen dybt forundret

Joakim Mæhle oplevede lørdag en sjælden nedtur, da den danske Atalanta-stjerne begik et omdiskuteret straffespark i nederlaget til Fiorentina

Joakim Mæhle er blevet et hit i Atalanta, men backen havde en uheldig rolle, da Bergamo-mandskabet lørdag tabte til Fiorentina. Foto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
Joakim Mæhle er blevet et hit i Atalanta, men backen havde en uheldig rolle, da Bergamo-mandskabet lørdag tabte til Fiorentina. Foto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix

2021 har været et rent jubelår for Joakim Mæhle, der har væltet sig i succes i Atalanta og på landsholdet.

Den offensive back har kunnet se sin popularitet og markedsværdi stryge eksplosivt i vejret, og særligt bedrifterne under Kasper Hjulmands ledelse har været voldsomt imponerende.

Lørdag kom der imidlertid lidt malurt i bægeret.

Sammen med holdkammeraterne fra Atalanta måtte den 24-årige dansker se sig besejret 1-2 af Fiorentina, og desværre fik Mæhle en uheldig hovedrolle, da han satte gæsterne i gang ved at begå straffespark efter en halv times spil.

Der måtte dog VAR-dramatik til, før dommer Valerio Marini pegede på pletten. I første omgang gik Mæhle fri, da et indlæg blev pareret af Marco Sportiello, hvorefter bolden ramte backen på armen tæt under mål.

Dette er ikke længere konsekvent ensbetydende med et straffespark, da VAR-reglerne i forhold til hånd på bolden er blevet korrigeret op til denne sæson.

Men i Mæhles tilfælde var vurderingen, at handlingen var en forseelse, hvorefter Fiorentina-bomberen Dusan Vlahovic kunne bringe gæsterne foran.

20 minutter tidligere havde værterne fået et mål annulleret af VAR, og det sammensurium af videokendelser var tilsyneladende for meget for Atalanta-manager Gian Piero Gasperini, der savnede en rettesnor i regelbogen efter nederlaget.

- Fiorentina er et rigtig stærkt hold, og vi spillede godt mod dem. Vi er overbeviste om, at kampen blev afgjort af visse hændelser, og jeg håber, der snart kommer mere klarhed, for vi forstår ikke, hvordan reglerne er, siger Gasperini ifølge Football Italia.

Atalanta-bossen må efter nederlaget sande, at himmelstormerne fra Bergamo har fået en rodet start på den nye sæson.

Klubben har fire point efter tre kampe, og forrige sæsons mest scorende mandskab i Serie A har hidtil kun nettet tre gange i den hjemlige turnering.