Utroligt VAR-drama: Fik tre mål annulleret

Der var drama for alle pengene, da Napoli lørdag aften slog Sassuolo i Serie A, hvor VAR igen kom i fokus

Napoli kunne juble, Sassuolo-spillerne kunne til gengæld ærgre sig, da de to hold lørdag aften bragede sammen. Foto: Ciro De Luca/Ritzau Scanpix
Napoli kunne juble, Sassuolo-spillerne kunne til gengæld ærgre sig, da de to hold lørdag aften bragede sammen. Foto: Ciro De Luca/Ritzau Scanpix

VAR har trukket uendeligt mange overskrifter i denne sæson, og lørdag aften var ingen undtagelse, da Napoli bragede sammen med Sassuolo i Serie A.

Her fik sidstnævnte nemlig ikke bare en, to, men hele tre scoringer underkendt, efter at situationerne var blevet gennemset af videosystemet.

Først sendte Filip Djuricic bolden i nettet for Sassuolo, men serberen blev vinket offside i situationen. Det skulle vise sig at blive starten på et utroligt VAR-show.

Senere fik nemlig selvsamme Djuricic igen bolden i nettet, men igen var VAR på spil og annullerede scoringen. Til sidst lavede VAR hattrick, da Francesco Caputo troede, han havde udlignet til 1-1, men målet fik endnu engang ikke lov at stå.

Og det er netop det sidste mål, der har været til diskussion. For billeder af situationen viste bagefter, at Caputo ikke var offside. De annullerede mål har derfor skabt debat, og især i det italienske raser debatten.

Artiklen fortsætter under billedet...

Sassuolo-spillerne jubler her, men de  måtte hele tre gange sande, at deres mål ikke fik lov at stå. Foto: Ciro De Luca/Ritzau Scanpix
Sassuolo-spillerne jubler her, men de måtte hele tre gange sande, at deres mål ikke fik lov at stå. Foto: Ciro De Luca/Ritzau Scanpix
 

’For at forstå kampen mellem Napoli og Sassuolo, er man nødt til at forstå, hvor uundværlig VAR er,’ skriver den italienske avis La Gazzetta dello Sport.

Det udsagn er Sassuolos træner, Roberto De Zerbi, dog langtfra enig i, selvom han erkender, at VAR har gjort noget godt for fodbolden.

- Bortset fra irritationen over at se fire mål blive annulleret, så mener jeg, at VAR har forbedret fodbolden. En af mine assistenter fortalte mig, at vi ville have vundet kampen uden VAR, sagde Roberto De Zerbi efter kampen ifølge Football-Italia og tilføjede:

- Jeg blev sur, fordi det har været her i to år, og det går ud over alle. Nogle gange er det med dig, og andre gange er det imod dig, lød det fra Sassuolo-chefen.

Kampen endte 2-0 til Napoli. Dermed trak napolitanerne endnu længere fra Sassuolo, der er placeret på ottendepladsen i Serie A lige under førstnævnte.

 

12 kommentarer
Vis kommentarer