Det er tilsyneladende ikke kun Christian Eriksen og danske fodboldfans, der er ved at være trætte af Inter-træner Antonio Conte.
I Danmark undrer man sig over, at Conte tilsyneladende slet ikke har blik for Eriksens kvaliteter, men i Italien er tilhængerne af 'Nerazurri' bare trætte af uinspirerende spil og skuffende resultater efter en sæsonstart, som har sendt holdet ned på femtepladsen i Serie A, fem point efter ærkerivalerne AC Milan, der indtager førstepladsen.
I Champions League er det helt skidt. Efter nederlaget til Real Madrid er Inter sidst i gruppen med ringe udsigt til videre avancement.
Derfor trender hashtagget '#ConteOut' nu på Twitter i Italien, men tilhængerne - og Christian Eriksen - skal næppe sætte næsen op efter en snarlig fyring.
Ifølge avisen Corriere della Serra har Inter-toppen nemlig ingen aktuelle planer om at skille sig af med træneren.
Avisen påpeger ellers, at Antonio Conte har svigtet på flere punkter.
Først og fremmest vil en exit fra Champions League sende ham tættere på kanten.
Inter er tvunget til at vinde de to sidste kampe, hvor førerholdet Borussia Mönchengladbach venter tirsdag, inden Shakhtar Donetsk venter i sidste runde. Og så skal italienerne i øvrigt krydse fingre for Real Madrid-sejr mod tyskerne.
Ryger Inter ud, går man ifølge Corriere della Serrea glip af knap 75 mio. kroner.
Avisen påpeger også, at Contes ønskespiller, Arturo Vidal, har skuffet gevaldigt. Senest, da han blev udvist efter to advarsler på fem sekunder mod Real Madrid.
Det imponerer heller ikke, at han har fået så lidt ud af Christian Eriksen, som ventes solgt til januar, og hvis det ikke bliver til sejr mod Sassuolo lørdag, begynder temperaturen under Antonio Contes trænersæde allerede at stige.
Du finder ingen bedre til prisen end ham
Historien bag Maradonas Brøndby-billede