Det seneste år har stort set været én lang optur for Rasmus Højlund.
Han spillede ikke fast i FCK, og derfor tog den unge angriber sidste vinter til udlandet.
Første stop var Østrig. Det blev dog hurtigt til et tschüss. Højlund var simpelthen for god i Sturm Graz og blev solgt til italienske Atalanta, hvor han har bombet videre.
Højlunds far, Anders Højlund, fortæller, at da sønnike var lille, blev der altid spillet meget fodbold i deres kælder. Den nuværende danske stjerne spillede to mod to med sine venner.
- De legede, indtil de faldt ødelagte om på gulvet. Vi havde altid et hus fyldt med vores børns venner. De fleste weekender, efter at de havde spillet, havde vi mange, der overnattede, siger Højlunds far til den italienske journalist Gianluca Di Marzio, der har sin egen hjemmeside.
Også Rasmus' to år yngre brødre, tvillingerne Emil og Oscar, fik mange timer til at gå i kælderen.
- De er meget forskellige både som personer og som spillere. De har altid den største respekt for hinanden, men når de spiller én mod én i kælderen, er det liv eller død, siger han med et smil.
Både Emil og Oscar gør sig på FCK's U19-hold. Imens er storebror Rasmus en af Danmarks mest formstærke angribere. Fem mål har han scoret i de seneste otte Serie A-kampe.