Jubler efter buh-råb mod topboss

Den nye verdensmester Megan Rapinoe var glad for, at der blev buhet og råbt om ligeløn mod Fifas præsident.

Megan Rapinoe ser intet galt med lidt buh-råb mod magthaverne. Foto: Ritzau Scanpix
Megan Rapinoe ser intet galt med lidt buh-råb mod magthaverne. Foto: Ritzau Scanpix

Den amerikanske verdensmester Megan Rapinoe fortsatte sin politiske kamp efter VM-sejren i fodbold søndag aften dansk tid.

Da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Fifas præsident, Gianni Infantino, skulle overrække guldmedaljerne til de nykårede, amerikanske verdensmestre, blev der buhet af de to herrer og råbt på ligeløn.

Det glæder Rapinoe.

- En smule offentlig skam skader ikke nogen. Så jeg er for det, sagde Rapinoe efter kampen til nyhedsbureauet AP om buhråbene.

Rapinoe har længe kæmpet for, at herre- og damelandshold burde få samme turneringspræmie ved verdensmesterskaber og løn fra det amerikanske fodboldforbund.

Frankrigs præsident sagde efter USA's sejr, at han vil arbejde for mere ligestilling i præmiepenge.

- Vi skal arbejde progressivt hen imod det. Vi skal gradvist få dem til at nærme sig hinanden, siger Macron ifølge AP.

Ved VM for herrer i 2022 vil den samlede præmiesum være på 440 millioner dollar, eller 2,9 milliarder kroner.

Det står i skarp kontrast til det netop overstået VM for kvinder, hvor kun 30 millioner dollar blev uddelt i alt. I VM for kvinder i 2023 vil det tal være 60 millioner dollar.

Ved medaljeoverrækkelsen valgte Rapinoe ikke at konfrontere Infantino på banen.

- Der var et skævt smil. Han ved det godt. Han sagde, at vi skal have en snak. Jeg svarede, at det ville glæde mig, sagde Rapinoe.

Den amerikanske topscorer ved VM-turneringen udtalte tidligere, at hun ikke ville besøge Det Hvide Hus og USA's præsident, Donald Trump, hvis USA skulle vinde VM.

Det fik Trump til at skrive på Twitter, at Rapinoe burde vinde, før hun talte, og skrive: "Gør arbejdet færdigt!".

Efter USA's sejr i finalen over Holland skrev Trump efterfølgende:

- Stærkt og spændende spil. USA er stolt af jer.

Se også: VM afgjort efter historisk målhøst

Se også: Trumps største modstander strålede

Se også: Stjernen nægter at møde Trump

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere