Kåret til verdens bedste fodboldspiller - er nu også sit lands præsident

George Weah, som vandt Ballon d'Or, er i andet forsøg blevet valgt som præsident for Liberia

George Weah afgiver sin stemme ved præsidentvalget, hvor han løb med sejren. Foto: AP
George Weah afgiver sin stemme ved præsidentvalget, hvor han løb med sejren. Foto: AP

Han har sat afrikansk fodbold på verdenskortet og charmet sig ind i tusindvis af europæiske fodboldhjerter.

I 1996 blev han kåret til verdens bedste fodboldspiller. I dag er George Weah valgt som præsident i Liberia.

Det står så godt som klart efter gårsdagens valg, hvor Joseph Boakai, som har været vicepræsident de seneste 12 år, var den anden kandidat.

’Det er med mange følelser, at jeg takker jer, det liberianske folk, for at have æret mig med jeres stemme i dag’, skriver Weah på sin Twitter-profil.

Det er anden gang, den tidligere topspiller forsøger sig. I 2005 blev han slået af Ellen Johnson-Sirleaf, som siden har siddet på magten men nu må forlade embedet efter to perioder på grund af lovgivningen.

Egentlig skulle valget have været afholdt i november, men dengang blev det udskudt på grund af påstande om valgfusk.

George Weah med fortid i Milan er nu valgt til Liberias præsident. Foto: All Over
George Weah med fortid i Milan er nu valgt til Liberias præsident. Foto: All Over
 

George Weah var en af fodboldens store navne. Her ses han med en anden, Diego Maradona, ved FIFA Football Awards 2016. Foto: AP
George Weah var en af fodboldens store navne. Her ses han med en anden, Diego Maradona, ved FIFA Football Awards 2016. Foto: AP

George Weah spillede i et hav af europæiske klubber efter et gennembrud i Monaco, hvortil Arsene Wenger hentede ham i 1988.

Milan, PSG, Chelsea, Manchester City og Marseille har været andre europæiske arbejdsgivere, før han sluttede karrieren af i Abu Dhabi og stoppede karrieren som 37-årig i 2003.

Som angriber scorede han næsten 200 mål. Nu har han altså også ramt plet politisk.

Se også: Målmager og tidligere verdens bedste: Nu fører han præsidentvalg

8 kommentarer
Vis kommentarer