Kæmpe matchfixing-sag ruller: 43 fodboldspillere mistænkt

I Sveriges næstbedste fodboldrække er der mistanke om, at hele otte kampe kan være 'fikset' i 2015

Foto: Martin Lehmann/Polfoto
Foto: Martin Lehmann/Polfoto

En stor skandale kan være under opsejling i svensk fodbold, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Hele 43 spillere er mistænkt i en sag om matchfixing. Konkret drejer sagen sig om otte kampe fra 2015 i den næstbedste svenske fodboldrække, Superettan.

Avisen Dagens Nyheter skriver ifølge TT, at oplysningerne kommer fra hemmeligholdte dokumenter fra schweiziske Sportradar, der blandt andet arbejder med at afsløre snyd i fodbold.

I 2015 blev Superettan ifølge rapporten anset som en liga, hvor der var en 'meget høj risiko' for matchfixing.

De otte kampe, som er i søgelyset, står ikke nævnt i rapporten.

Anders Hübinette, juridisk rådgiver ved Det Svenske Fodboldforbund (SVFF), siger til Dagens Nyheter, at svindel med kampe kan ske på forskellige måder.

Han opfordrer dog til, at man ikke dømmer de 43 spillere på forhånd.

- Det er at gå for langt, hvis man konkluderer, at alle de her 43 spillere er skyldige. Vi skal være meget forsigtige med at tale om disse spillere som skyldige, så længe vi ikke er helt sikre i vores sag, siger han.

Flere spillere, der i sidste sæson havde fremtrædende roller på deres hold i den bedste fodboldrække, Allsvenskan, og Superettan, optræder på listen.

Tre spillere på listen er desuden tilknyttet agenter, der tidligere er blevet sat i forbindelse med matchfixing.

Tre andre mistænkes også for at have deltaget i kampe i udlandet, der har været 'fikset'.

Det er langtfra alle fodboldspillere, der tjener ligeså godt som stjernerne i de store ligaer. Foto: AP Intl. fodbold Kæmpe undersøgelser afslører: Så lidt tjener professionelle fodboldspillere

3 kommentarer
Vis kommentarer