Kæmpe succes! Kvindefodbold slog Manchester United

Da Danmark tørnede sammen med Sverige i sidste uge i EM-kvalen så hele 93.000 danskere med på DR3 - Premier League-kampen mellem Manchester United og Crystal Palace var endda med to sendinger ikke i nærheden af de tal

Nadia Nadim og co. tiltrækker mange danskere til tv-skærmen, når de spiller landskamp. (Foto: AP)
Nadia Nadim og co. tiltrækker mange danskere til tv-skærmen, når de spiller landskamp. (Foto: AP)

'Livet er for kort til kvindefodbold'.

En påstand, som de kvindelige fodboldspillere i Danmark efterhånden er blevet vant til at høre, og landsholdet er da heller ikke vant til den store dækning fra medierne, når de repræsenterer deres land.

Men måske er den påstand helt hen i vejret, for kigger man på de tørre tal, så er danskerne vilde med at følge de danske kvinder.

DR3 har sikret sig rettighederne til at vise landsholdets kvalkampe til EM i 2017, og da de danske kvinder tørnede sammen med favoritterne fra Sverige i Göteborg på Gamla Ullevi den 27.oktober, fulgte hele 93.000 seere med ifølge TNS Gallup.

Sverige tog første stik mod Danmark

Danmark tabte desværre kampen med 1-0, men DR kunne glæde sig over, at det blev stationens mest sete udsendelse den uge.

Til sammenligning var der kun 78.000 fodboldfans (43.000 hos 3+ og 35.000 på 6'eren), der fulgte med, da Crystal Palace tog imod storklubben Manchester United i Premier League lørdag eftermiddag.

Heller ikke Superliga-kampen mellem Esbjerg og FC Nordsjælland kunne slå de danske kvinder. De to klubber formåede at tiltrække 72.000 seere fredag aften samme uge.

Populær fodbold-pige: Hun har flere følgere end landsholdet

Nadia Nadim og de andre danske profiler blev også vist på DR3, da de åbnede EM-kvalen på Viborg Stadion ugen forinden. Her blev det til en sikker 4-0-sejr til kvinderne mod Moldova, og her så hele 66.000 danskere med.

Det blev ugens 10. mest sete DR3-udsendelse.

Men ugen efter lykkedes det altså at slå seertallet mod Moldova, da kvinderne spillede lige op med et af Europas bedste kvindehold i Göteborg.

Danmarks næste landskamp i EM-kvalen spilles den 26.november, når kvinderne skal en tur til Slovakiet.