Kæmper hård kamp: Niki Zimling vil slå tilbage

Niki Zimling kæmper en kamp for comeback i Mainz 05. I horisonten spøger en uvis fremtid

Zimling kæmper for comeback i Mainz 05. Foto: Polfoto.
Zimling kæmper for comeback i Mainz 05. Foto: Polfoto.

Den tidligere danske landsholdsspiller Niki Zimling kan se enden på en lang og hård kamp. En alvorlig knæskade kunne i yderste konsekvens have kostet den 31-årige midtbanespiller karrieren, men den pris var danskeren ikke villig til at betale frivilligt, og nu har han kæmpet sig tilbage på træningsbanen i Bundesliga-klubben Mainz 05.

Vejen tilbage til førsteholdsfodbold er dog stadig ikke tilbagelagt helt endnu for Zimling, der dog håber, at han kan gøre comeback for tyskerne i løbet af foråret.

- Jeg er klar igen, og jeg træner fast med førsteholdet. Jeg skal selvfølgelig stadig bygge nogle ting på, og det gør jeg blandt andet ved at spille for andetholdet. Mit håb er selvfølgelig, at jeg kan komme tilbage på førsteholdet i løbet af foråret. Jeg føler mig i en god fysisk forfatning, siger Niki Zimling til tipsbladet.dk.

Foto: AP
Foto: AP

Vejen tilbage til førsteholdet bliver taget med små skridt, men danskeren er indstillet på ikke at tage chancer.

- Der vil altid komme nogle reaktioner ovenpå sådan en skade, så det skal doseres forsigtigt, og det har jeg indtil videre gjort med indhop her og der for andetholdet. Jeg har også fået 90 minutter i en kamp, selv om det ikke var planen. Jeg skal bygge mig selv op til foråret, og så handler det også om at blive venner med bolden igen. Man mister noget af timingen, når man er ude så længe, men det er også noget, de her andenholdskampe hjælper mig med, siger Zimling, der er blevet en leder på Mainz's hold i den tyske 3. Bundesliga.

- Jeg har en vigtig rolle på andetholdet, hvor jeg blandt andet skal vise vejen for de unge og dele ud af de positive- og negative erfaringer, jeg har gjort mig i løbet af karrieren. Det trives jeg fint med, og for mig er det en naturlig ting at gå forrest. Jeg føler, at jeg nyder fuld opbakning fra klubben, så nu må vi se, hvad der sker i løbet af foråret.

Niki Zimling forsøger at vriste bolden Lionel Messi. Foto: AP.
Niki Zimling forsøger at vriste bolden Lionel Messi. Foto: AP.

Afviser lejeaftale

Timing og fast spilletid er to af de største mangelvarer hos Niki Zimling ovenpå skadespausen, og danskeren har tidligere været udlejet fra Mainz til FSV Frankfurt med samme formål. En ny lejeaftale er dog ikke aktuel for midtbanespilleren.

- Det er slet ikke aktuelt. Her i Mainz ved jeg, hvad jeg får, og det er enormt vigtigt for mig. Samme sikkerhed ville jeg ikke have i en ny klub. Og det er også vigtigt for mig at sige, at jeg er glad i Mainz, og klubben har under hele forløbet behandlet mig rigtig godt, siger han.

Niki Zimlings kontrakt med Mainz udløber til sommer, og hvad der skal ske derefter, ved han ikke. Han har sammen med klubben heller ikke gjort et særlig stort stykke arbejde for at finde ud af det.

- Vi skal selvfølgelig have en snak om det på et tidspunkt, men i første omgang ser vi bentøjet an, om det holder. Det skulle det ifølge lægerne, så det stoler jeg selvfølgelig på. Jeg føler helt sikkert, at jeg stadig har masser at tilbyde, og i kølvandet på min skade er jeg også ekstra sulten. Så lysten er der i høj grad stadig, men i forhold til fremtiden har jeg ingen stress, fastslår Mainz-spilleren.

Foto: Polfoto.
Foto: Polfoto.

Comeback til Superligaen?

Niki Zimling har tidligere tørnet ud for Brøndby og Esbjerg i Danmark, og sammenlagt har han spillet 59 kampe i Danmarks bedste fodboldrække. Zimling har tidligere åbnet for et comeback i Superligaen, men det er ikke et fokuspunkt for ham i øjeblikket, selv om hans kontrakt som nævnt udløber til sommer.

- Det er et godt spørgsmål. Jeg vil sige det sådan, at før skaden tænkte jeg en masse på fremtiden og sådanne ting, men efterfølgende har det hele handlet om at optimere mig selv og slå hårdt tilbage. Så det er helt ærligt ikke noget, jeg tænker over, siger Niki Zimling og tilføjer slutteligt:

- Jeg udelukker ingen klubber, når det på et tidspunkt bliver aktuelt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere