Kjær-scoring annulleret i råt rival-derby

Danskeren var klar over, at målet ikke ville tælle i heftigt Istanbul-derby, hvor Simon Kjær fik et ordentligt leverhug – og måtte nøjes med 1-1 mod ærkerivalerne

Simon Kjær og Fenerbahce spillede 1-1 i rivalopgøret mod Galatasaray. (Foto: ALL OVER)
Simon Kjær og Fenerbahce spillede 1-1 i rivalopgøret mod Galatasaray. (Foto: ALL OVER)

ISTANBUL (Ekstra Bladet): Ogün Altiparmak sagde det kort og kontant – om end med et stille drag i mundvigen – til Ekstra Bladet i går: ’Man er en rigtig Fenerbahce-spiller, når man har scoret mod i derbyet mod Galatasaray’.

Så godt skulle det trods alt ikke gå for Simon Kjær, men enhver, der har hørt 55.000 begejstrede fans juble over den glidende dansk tackling med timing og præcision helt nede i bunden af eget straffesparksfelt, vil mene, at applausen glimrende kan gør det ud for 90 pct. af den, der bliver de blå- og gulstribede målscorere til del.

Simon Kjær vandt samtlige dueller ved jorden, alt i luften, var stort set sikkerheden selv i opspillet, forudseende og helt på toppen i slaget om Bosporus, krigen mellem de ’europæiske’ og ’asiatiske’ tyrkere.

Se også: Tyrkisk legende til Kjær: Først her bliver du Fenerbahce-spiller

Snedige Diego sendte til hele stadions udelte jubel – der har de sidste par sæsoner ikke været udefans til derbyerne – Simon Kjær og resten af gutterne på sejrskurs, da han fangede affaldet efter Galatasaray-keeperen Nestor Fernando Musleras parering af et nærgående indlæg fra højre, og brasilianeren knaldede med usvigelig præcision riposten fladt i kassen i det 37. minut.

Indtil da havde Fenerbahce siddet på broderparten af spillet og kun uddelt lunser i form af kontraer via lange afleveringer fra gæsterne, og Simon Kjær og makkeren Abdoulaye Ba havde fuld kontrol over Wesley Sneijder, Robert Podolski og Umut Bulut, som var den modspiller, Simon Kjær typisk havde fornøjelsen af at vinde duellerne over.

Jyden havde endda bolden headet i mål, men vidste med det samme, at hans fint snittede hovedstød over Galatasaray-keeperen ikke ville blive godkendt, fordi venstreback’en (!) Caner var offside.

Se også: Brian Steen: De havde skarpladte pistoler i taskerne

Kort efter fik lejesvenden Lazar Markovic chancen for næsten at cementere sejren, men hans frie skud blev pareret af Nestor Fernando Muslera. I den periode havde gæsterne ellers presset og skabt et par kvarte chancer i halvlegens start, hvor der flere gange var blod på knopperne, når spillerne tørnede sammen som tungt lastede lastvognstog. Wesley Sneijder flåede bl.a. målhelten Diego brutalt omkuld og måtte spruttende af rasende frustrationer æde et af mange gule kort i kampen.

Lazar Markovic fik endnu et skudforsøg, men ramte ved siden af målet 12 minutte før tid, og så blev der til gengæld fuldstændig tyst på stadion i et sekund, da indskifteren Olcan Adin relativt ugeneret fik lov at heade et indlæg over Simon Kjær og ind bagest i Fenerbahce-feltet ind bag den aldrende Volkan Demirel syv minutter før tid.

Se også: De er landsholdets fem bedst betalte

Forinden havde Simon Kjær under endnu en vundet luftduel fået et ordentligt leverhug, som han lige måtte sunde sig over – men han var forholdsvis hurtigt oppe på benene igen.

Simon Kjær og Co. hang gevaldigt med hovederne på et stadion, hvor stilhed for en gangs skyld virkelig lød larmende. De har stadig ikke tabt hjemme til fjenderne siden 1999 – men det føltes vist lidt derhenad…

0 kommentarer
Vis kommentarer