Klub tager skarp afstand fra uhyggelig episode

Den irske klub Shelbourne FC har set sig nødsaget til at tage afstand fra overvågningsvideo, der viser unge drenge skubbe en kvinde ned på togskinnerne i Dublin. Advarsel: Videoen kan virke voldsom

Irske Shelbourne FC, der står noteret for 13 nationale mesterskaber, er blevet rodet ind i en særdeles ubehagelig sag i den irske hovedstad, Dublin.

Som det fremgår af overvågningsvideoen øverst i artiklen hærgede en flok unge drenge togstationen Howth Dart Station i Dublin, hvor de blandt andet skubbede, truede og spyttede på en række kvinder, der var på vej på et tog.

I det værste tilfælde blev en ung kvinde skubbet, så hun faldt ned på skinnerne mellem toget og perronen. Heldigvis nåede toget ikke at sætte i gang.

Efterfølgende er en spiller fra Shelbourne FC på sociale medier blevet udråbt som en af gerningsmændene, og selvom det ikke er bekræftet, har klubben set sig nødsaget til at reagere på sin hjemmeside.

- Shelbourne FC er opmærksom på billeder, opslag og video, der florerer på sociale medier i forbindelse med en episode på Howth Dart Station, hvor en ung kvinde blev forulempet. Shelbourne FC tager stærkt afstand fra og fordømmer opførslen på videoen og billederne, skriver klubben.

De tilføjer dog, at alle involveredes rettigheder skal respekteres, uanset hvor 'afskyelig' en opførsel måtte være. Særligt når det drejer sig om mindreårige, som det formuleres.

Ifølge irske medier har klubben hverken ønsket at be- eller afkræfte, at en af gerningsmændene har relation til klubben, men pressemeddelelsen sluttes med følgende.

- Shelbourne FC vil håndtere denne sag omgående, ordentligt og fair.

Det lokale politi oplyser, at ingen endnu er anholdt i sagen. Faderen til den forurettede kvinde har efterfølgende fortalt The Irish Sun, at hun efter omstændighederne har det fint.

Udover et tocifret antal mesterskaber har Shelbourne flere gange deltaget i europæiske turneringer. Blandt andet har de tabt til Brøndby i UEFA Cup'en i 2001 og til OB i Intertoto Cup'en i 2006. I øjeblikket er de dog henvist til toppen af den næstbedste række i Irland.