Den koreanske Youtuber Kwak Ji-hyuk er stor fan af den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo. Derfor havde han glædet sig til at opleve portugiseren fra nærmeste hold, da Juventus i slutningen af juli skulle spille en opvisningskamp i Seoul mod udvalgte stjerner fra den sydkoreanske liga.
Der var bare et problem. Ronaldo kom aldrig på banen, selvom arrangørerne af turneringen havde sikret sig en aftale. som indebar, at verdensstjernen var forpligtet til at spille minimum 45 minutter.
Men det skete som bekendt ikke. Derfor besluttede den koreanske super-fan sig for at rejse hele vejen til Sverige for at konfrontere sit idol. Det skriver The Straitstimes.
Her spillede Juventus venskabskamp mod Atletico Madrid i opvarmningsturneringen International Champions Cup, hvor Ronaldo var med på holdkortet.
Se hele optrinnet mod Ronaldo her:
Krævede forklaring
Kwak Ji-hyuk var så indebrændt over Ronaldos manglende tilstedeværelse på banen i forbindelse med opvisningskampen i Seoul, at han filmede sig selv under hele optrinnet og efterfølgende lagde videoen ud på sin Youtube-kanal.
- Hvorfor spillede du ikke i Korea? Du er så cool overfor dine fans her. Hvorfor gjorde du det mod os,? konfronterer han Ronaldo i sin video ifølge The Straitstimes.
Den koreanske Youtuber er dog ikke alene i sin vrede overfor Ronaldo. Også folkene bag den koreanske liga har tidligere krævet en officiel undskyldning fra Juventus, mens de også har forsøgt at sagsøge den italienske storklub.
Ifølge The Straitstimes har Kwak Ji-hyuk også planer om at rejse til Italien i næste måned, hvor han igen vil konfrontere den portugisiske verdensstjerne.
Juventus indleder den nye sæson i Serie A i næste weekend, hvor de forsvarende italienske mestre tager imod Parma på udebane.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.