Krig i kulissen om dansk landsholdsspiller

Ajax forlanger 20 millioner kroner for at slippe Nicolai Boilesen ét år før kontraktudløb

Nicolai Boilesen er færdig i Ajax - nu kører et spil i kulissen, hvor Ajax forsøger at presse prisen op for danskeren. (Foto: Lars Poulsen)
Nicolai Boilesen er færdig i Ajax - nu kører et spil i kulissen, hvor Ajax forsøger at presse prisen op for danskeren. (Foto: Lars Poulsen)

Der foregår i disse dage et beskidt spil i kulisserne om landsholdsspilleren Nicolai Boilesens fodboldfremtid. 

Nicolai Boilesen er færdig i Ajax. Det har været afgjort i næsten to måneder.

Han har ét år tilbage af sin kontrakt og har takket nej til en forlængelse. Når det sker får spillerne ikke lov at fortsætte i klubben. Så skal de sælges. Men åbenbart ikke til enhver pris.

Ifølge Ekstra Bladets hollandske pressekilder står Ajax lige nu meget stejlt på et krav om 2,7 mio. euro - 20,2 mio. kr. for den 23-årige danske landsholdsspiller, der kun har ét år igen af aftalen med den hollandske storklub. Derudover kræver Ajax bonus i form af procenter for videresalg samt et beløb i forhold til, hvor mange kampe han spiller for den nye klub.

Se også: Færdig i Ajax: Boilesen tæt på italiensk klub

Det er en meget høj pris, men ikke en unormal fremgangsmåde af Ajax-toppen, erfarer Ekstra Bladet.

Ajax kræver altid særdeles høje beløb for sine spillere, fordi de som regel har vundet både mesterskaber og spillet Champions League-kampe.

Men oftest ender det med et kompromis kort før transfervinduet smækker i. Derfor mener hollandske kilder med gode kontakter til Ajax, at Boilesen til sin tid får lov at smutte for et beløb i omegnen af 1,5 mio. euro - 11,2 mio. kr.

Som Ekstra Bladet skrev tirsdag er italienske Genoa en varm bejler til Nicolai Boilesen. Problemet for at lande en aftale lige nu er den høje pris og de mange sidegevinster, som Aajx ønsker i forbindelse med handlen.

Man kan undre sig lidt over Ajaxs fremgangsmåde, fordi klubben har optrådt lidt besynderligt i hele forløbet.

Cheftræner Frank de Boer smed nærmest Boilesen ud af klubben for én måned siden, da han sagde følgende til hollandske medier:

- Han kender situationen og bør forlade os. Vi har givet ham et tilbud om at forlænge kontrakten, der løber et år endnu, men det vil han ikke. Han kender konsekvenserne. Det er også grunden til, at vi har hentet Mitchell Dijks, lød meldingen fra Ajax-træneren.

Kenny Boilesen, far til Nicolai og agent, varetager Ajax-spillerens interesser. Han har ikke ønsket at kommentere den tilspidsede situation med Ajax.

Se også: Aston Villa byder på Boilesen
1 af 2 Nicolai Boilesen er færdig i Ajax - nu kører et spil i kulissen, hvor Ajax forsøger at presse prisen op for danskeren. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
2 af 2 Nicolai Boilesen er færdig i Ajax - nu kører et spil i kulissen, hvor Ajax forsøger at presse prisen op for danskeren. (Foto: Lars Poulsen)
7 kommentarer
Vis kommentarer