Kritiserede Putin - nu bliver han straffet

Yevgeny Frolov fra FC Krylia Sovetov Yevgeny Frolov har i et interview kritiseret den russiske præsident. Det får konsekvenser for målmanden

Yevgeny Frolovs kritik af præsident Putin får et efterspil. Hans klub, FC Krylia Sovetov, vil straffe ham. Foto: Stanislav Krasilnikov\TASS via Getty Images
Yevgeny Frolovs kritik af præsident Putin får et efterspil. Hans klub, FC Krylia Sovetov, vil straffe ham. Foto: Stanislav Krasilnikov\TASS via Getty Images

Det er sjældent nogen god idé at kritisere Vladimir Putin, hvis man bor i Rusland.

Det må fodboldspilleren Yevgeny Frolov fra den russiske Premier League-klub FC Krylia Sovetov konstatere.

Han er kommet i modvind i sin klub, efter han i weekenden i et interview var yderst kritisk over for præsident Putin og den øvrige russiske magtelite.

Det skriver The Moscow Times.

Den 32-årige målmand kritiserede præsidenten for ikke at gøre nok for at hjælpe erhvervslivet og befolkningen under den igangværende sundhedskrise.

Han kaldte Putins udtalelser for nonsens og beskyldte ham for at komme med tomme løfter. 

- Vi er tvunget til at blive hjemme, og der er ingen hjælp fra staten. Og ja, vi får bøder for at gå ud. Folk har ingen penge, og den gennemsnitlige bøde er 5000 rubler (ca. 460 kr.).

- Vi ser, hvordan vores politi arbejder: De vrider armen om på folk eller slår dem i hovedet og fører dem væk.

- Det er præcis som i trældommens tid. Man har ingen rettigheder eller frihed. Du er slave, lød kritikken blandt andet fra Yevgeny Frolov, der også højlydt undrede sig over, at ingen af politikerne Dumaen have tilbudt at gå ned i løn.

Yevgeny Frolov er ingen populær mand i sin klub for tiden. Foto: Alexander Demianchuk\TASS via Getty Images
Yevgeny Frolov er ingen populær mand i sin klub for tiden. Foto: Alexander Demianchuk\TASS via Getty Images

Der var mange kradse ord fra målmanden, og hans klub reagerede prompte.

Mandag udsendte FC Krylia Sovetov en meddelelse på klubbens hjemmeside, hvor den fortalte, at Frolov havde forbrudt sig mod sin kontrakt.

Han havde givet et ikke-godkendt interview og derved skadet klubbens interesserer.

FC Krylia Sovetov skrev, at målmanden ville blive straffet i henhold til klubbens politik - uden dog at uddybe det.

Til at starte med blev en bøde nævnt, men det var redigeret ud i en opdateret version.

Den russiske Premier League-klub skrev også, at den ikke delte Frolovs holdning.

Den roste tværtimod de russiske myndigheder for at have gjort meget for at udvikle fodbolden i Samara og opfordrede til at vise sammenhold i en vanskelig tid.

Bizart forløb: Nu smutter han

Bekræfter: Vuelta-start aflyst

Kritiserer politiet: For langsomt