DOHA (Ekstra Bladet): Ganske som forventet var vi kun få minutter inde i FIFA-kongressen i Doha, før FIFA’s præsident Gianni Infantino glædestrålende meddelte, at VM i Qatar vil blive det bedste nogensinde.
Det var der ingen, der klappede ad.
Siden gav han ordet til Qatars premierminister, Sheikh Khalid bin Khalifa bin Abdulaziz Al Thani, som holdt en meget lang tale. Infantino kaldte sheiken for sin broder. Indtil flere gange. Og de to mænd afsluttede den del af kongressen med et broderligt kram midt på den store forhøjning. Så alle kunne se det.
Det gøres ikke bedre i nogen gangsterfilm.
Heller ikke da Infantino på sædvanlig FIFA-maner lovede alle de 211 medlemslande en ordentlig bunke penge over de næste fire år. Otte millioner dollar til hver. Det svarer til 53 millioner kroner, og det er penge, der vil gøre god fyldest hos mange af de fattige medlemslande. Og så selvfølgelig hos DBU.
Artiklen begynder under billedet...
Der er også penge nok. Således forventer FIFA en samlet omsætning på 47 milliarder kroner fra 2019 og til og med den kommende VM-slutrunde.
I sin velkomsttale, som er er den dårligste, han har holdt i sin tid som præsident, fik Infantino nævnt krigen i Ukraine uden at nævne Rusland som aggressoren. Til gengæld roste han Rusland for deres VM i 2018.
Talen fik bifald som fortjent. Stort set intet.
Det tegnede til at blive den kedeligste kongres i mands minde, men det var kun lige indtil en sej kvinde tog ordet.
I begyndelsen af måneden blev 40-årige Lise Klaveness valgt som præsident for det norske fodboldforbund. Hun havde en bunden opgave med til kongressen i Doha. Af sit bagland var hun blevet pålagt at rette stærk kritik af FIFA for at have tildelt Qatar VM. Kritikken skulle rejses fra talerstolen. Med den ganske fodboldverden som tilhørere.
Artiklen fortsætter under billedet...
Inden hun rejste til Qatar, tjekkede hun med de lokale myndigheder sin egen sikkerhedssituation. Det er ikke ufarligt offentligt at rejse kritik i Qatar. Desuden lever hun i et forhold med en anden kvinde, og da hun også havde tænkt sig at omtale homoseksualitet i sin tale, kunne det måske give yderligere problemer. Forhold mellem to af samme køn er ikke tilladt i Qatar.
Lise Klaveness gav den hele armen. Det var befriende.
Hun har selv spillet på det norske landshold. Hun har fodbolden inde under huden.
Og hun kan stadig tale, som man gør i et omklædningsrum. Lige ud af posen.
- Vores medlemmer forlanger forandringer. De stiller spørgsmål til etikken i sporten og de insisterer på gennemsigtighed.
- Vi kan ikke ignorere ønskerne om forandring. FIFA må fremstå som en rollemodel.
- I 2010 blev VM tildelt (til Qatar, Red.) på en uacceptabel måde med uacceptable konsekvenser. Menneskerettigheder, lighed, demokrati, kerneværdierne i fodbold var ikke i startelleveren før mange år senere.
- Der skal tages sig af de tilskadekomne migrantarbejdere og af de familier, som har mistet et familiemedlem i forberedelserne til VM.
- Der skal ikke være plads til arbejdsgivere, som ikke sørger for sikkerhed og frihed til deres VM-arbejdere.
- Der skal ikke være plads til ledere, som ikke vil være vært for kvindefodbold.
- Der skal ikke være plads til slutrundeværter, som ikke kan garantere sikkerhed og respekt for LGBTQ+-personer, som kommer til drømmenes teatre, sagde Lise Klaveness.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det var en ordentlig mundfuld. Men hun fik et pænt bifald. Straks gik dog præsidenten for det honduranske fodboldforbund på talerstolen: Som var han bestilt til det.
Han bebrejdede Klaveness, at hun havde tage ordet og rejst kritik. Så gik den lille mand ned igen. Måske med et håb om, at han får en lidt større pose penge næste gang.
Chefen for Qatars VM-komite, Hassan Al Thawadi, var heller ikke tilfreds med den norske fodboldpræsident. Men han bryder sig generelt ikke om kritik af Qatar. Ekstra bladet har tidligere haft et større sammenstød med ham.
Artiklen fortsætter under billedet...
Også denne gang argumenterede Al Thawadi med, at der har været klare forbedringer for migrantarbejderne og særligt har forholdene været gode på selve stadionbyggerierne. Det er korrekt og alment anerkendt. Men det er kun en meget lille procentdel af de godt to millioner migrantarbejdere i Qatar, som har været beskæftiget på de otte stadioner.
Artiklen fortsætter efter videoen...
Udenfor stadion er virkeligheden ofte en helt anden, hvilket Ekstra Bladets udsendte har beskrevet tidligere på ugen.
Men det går FIFA og Qatars ledere let hen over. Også i den video som blev afspillet for at understøtte VM-værterne.
Kongressen sluttede lige så forudsigelig, som den begyndte.
Infantino meddelte, mens de delegerede tænkte på den forestående frokost, at han næste år vil genopstille til en ny fireårig periode. Det fik et forkølet bifald.
DBU’s formand, Jesper Møller sagde efterfølgende til Ekstra Bladet, at han ikke havde klappet ad Infantinos meddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet...
Til gengæld var DBU-formanden meget enig med Lise Klaveness’ tale. Det er nok klogt.