Kvinde satte ild til sig selv: Nu vil FIFA presse Iran

Efter tragisk dødsfald i Iran øger FIFA presset for, at kvindelige fodboldfans får adgang til kampe i Iran

FIFA vil presse Iran til at tillade kvinder på stadioner til kommende VM-kamp i oktober, efter Sahar Khodayari satte ild til sig selv i protest over Irans forbud mod kvinder på stadioner. Foto: privat
FIFA vil presse Iran til at tillade kvinder på stadioner til kommende VM-kamp i oktober, efter Sahar Khodayari satte ild til sig selv i protest over Irans forbud mod kvinder på stadioner. Foto: privat

Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, vil sende en delegation til Iran for at sikre, at kvindelige fodboldfans får adgang til kampe i landet.

Det meddelte FIFA onsdag, efter at 29-årige Sahar Khodayari mistede livet, da hun 2. september satte ild til sig selv foran en retsbygning i Tehran. Det gjorde hun i oprør over, at hun risikerede fængselsstraf i et halvt år for at have klædt sig ud som en mand for at overvære en fodboldkamp med sit favorithold på et stadion i Iran.

- En FIFA-delegation vil snarest være på stedet for at vurdere forberedelserne til at tillade kvinder på stadion til den kommende VM-kvalifikationskamp i oktober, lød det fra FIFA til nyhedsbureauet AFP onsdag.

Fodboldforbundet oplyste ikke yderligere detaljer om besøget i Iran, hvor landets herrelandshold møder Cambodia i en VM-kvalifikationskamp 10. oktober.

Satte ild til sig selv
Det har i årevis ikke været tilladt for kvinder at overvære fodboldkampe på et stadion i Iran, og FIFA har tidligere appelleret kraftigt til, at Iran ændrer adfærd.

Tirsdag blev presset på både FIFA og Iran øget gevaldigt, efter det kom frem, at den kvindelige fodboldfan Sahar Khodayari var død af sine kvæstelser.

Se også: Blev straffet for at se fodbold: Så satte hun ild til sig selv

'Ubehagelig overraskelse'
Hos Dansk Boldspil-Union (DBU) forventer formand Jesper Møller, at FIFA straffer Iran, hvis ikke landet retter ind. Det siger han til Politiken.

- Man skal ikke være i tvivl om, at FIFA er opmærksom på det her.

- Infantino (FIFA’s præsident, red.) har påtalt det over for iranerne. Og faktisk vil jeg gætte på, at der er lande, også Iran, der får sig en ubehagelig overraskelse, hvis de ikke følger reglerne, siger Jesper Møller.

Han har intet til overs for iranernes tilgang til kvindelige fodboldfans.

- Reglerne er glasklare. Diskrimination kan ikke tolereres. Og det er fuldstændig ligegyldigt, om det så handler om seksuel orientering, nationalitet, hudfarve eller køn, siger han til avisen.

Oprør på sociale medier
FIFA's udmelding kommer blandt andet, efter at hændelsen startede et oprør på sociale medier.

Her sørger tusindvis af brugere over Khodayaris død og kritiserer Irans forbud mod kvinder på stadioner. På sociale medier verden over trender hashtagget #bluegirl, fordi Khodayaris favorithold Esteghlal FC spiller i blå spillertrøjer.

Også hashtagget #FifaStandUp4Sahar trender på sociale medier. Med hashtagget kræver brugerne, at FIFA forbyder Iran at deltage i internationale fodboldkonkurrencer, så længe kvinder ikke har adgang til stadioner.

'Vi er kujoner'
Fodboldholdet, som Sahar Khodayari sneg sig ind på stadionet for at støtte, er berørt af situationen.

'Hun støttede os på trods af politik, som gjorde det umuligt for hende, men hvad kan vi gøre for at støtte hende? ABSOLUT INTET. Vi er kujoner,' skriver holdet på Twitter.

I tweetet er også et billede af Khodayari i hospitalssengen, inden hun døde.

23 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere