Christian Poulsen nåede at spille hele 92 kampe på det danske landshold og forlod de rød-hvide farver i 2012. Nu har han også planer om at sige farvel til sin lejlighed på Christianshavn.
Det skriver boligsitet Boliga.dk.
Midtbanespillerens 181 kvadratmeter lejlighed er i første omgang blevet udbudt til 14,5 millioner kroner.
Har du den slags til at flyde på kontoen og skulle være interesseret i at overtage en lejlighed med udsigt til Københavns kanaler, så er boligen slået op hos mægler Siesbye Kapsch.
Skulle prisen holde hjem, så står han til at score en pæn fortjeneste, da den tidligere landsholdsprofil fik købt lejligheden for 7,6 millioner kroner i 2007 få dage inden han sammen med Sevilla slog Espanyol i UEFA Cup-finalen..
Han vil dermed kunne huske det som året, hvor han scorede en guldmedalje i Europas næststørste klubturnering og investerede i en lejlighed, der potentielt kan indbringe en profit på næsten syv millioner kroner.
Så gør det nok mindre, at han senere på året slog Markus Rosenberg i maven i den meget omtalte landskamp mod Sverige, hvor Danmark blev taberdømt for et tilskuersammenstød med dommeren.
Midtbaneslideren har siden UEFA Cup-triumfen blandt andet været forbi Ajax, Liverpool og Juventus, inden turen gik hjem forbi FC København, hvor han spillede karrierens sidste kampe i 2015.
Christian Poulsen er siden blevet assisterende træner i Ajax Amsterdam og ville derfor have haft en del længere til arbejde såfremt han var blevet boende på Christianshavn.
Ekstra Bladet har været i kontakt med mægleren, som oplyser, at lejligheden er fraflyttet og er ved at blive sat i stand.
Flere informationer om lejligheden kan ses her hos Boliga.
'Eriksen en super-signing': Det skiller parterne
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.