Laudrup som landstræner om et år: Passer perfekt

Michael Laudrups et-årige kontraktforlængelse med Qatar-klubben Lekhwiya sætter ekstra gang i rygterne om ham som Morten Olsens afløser

Michael Laudrup ligner en kommende landstræner om et års tid, når hans egen og Morten Olsens kontrakt udløber. (Foto: Lars Poulsen)
Michael Laudrup ligner en kommende landstræner om et års tid, når hans egen og Morten Olsens kontrakt udløber. (Foto: Lars Poulsen)

Michael Laudrup har sat sin signatur på en kontraktforlængelse hos Lekhwiya i Qatar, men spekulationerne om den 50-årige danskers fremtid er ikke forstummet, da hans kontrakt nu vil udløbe nærmest samtidig med, at Morten Olsen stopper som dansk landstræner efter EM i Frankrig i 2016.

- Han har placeret sig i forreste vogn i toget nu. Han har et år at gøre godt med i Qatar, og så åbner der sig en hel masse muligheder om et års tid, hvor han vil få en masse at vælge imellem, siger DR’s fodboldekspert Jan Kalborg, som mener, at det er et helt bevidst valg fra Michael Laudrups side at lade kontrakten udløbe samtidig med Morten Olsens exit.

- Jeg tror helt sikkert, at han bevidst holder alle døre åbne ved kun at lave et enkelt års aftale, for så passer det hånd i handske med, at Morten Olsen stopper, og selvfølgelig er han opmærksom på, at DBU står og skal have ny træner.

Se også: Laudrup-agent afslører: Her fortsætter Michael

Rygter om top-klubber i Europa
Michael Laudrup har haft en enorm succes i den stenrige klub i Qatar, hvor han har vundet både mesterskabet og pokalen og kvalificeret sig til kvartfinalen i den asiatiske udgave af Champions League.

Derfor har der været pustet kraftigt til rygterne om, at den succesfulde dansker ville lande en kontrakt med en af de europæiske storklubber. Ifølge Jan Kalborg er dette dog heller ikke afskrevet som mulighed.

- Man skal ikke udelukke, at han også godt kunne tænke sig et stort hold i Spanien, hvor hans andet hjem er. Landsholdet kan sagtens være det, han vil, men det kan også blive overhalet indenom og udenom, hvis en af de store klubber som Barcelona, Real Madrid eller Valencia for alvor diskede op med hans navn, vurderer Jan Kalborg og tilføjer, at Michael Laudrup er en oplagt kandidat til posten som landstræner og kan være lige det, som det danske landshold har brug for.

- Vi ved jo, hvad han står for – både som træner, men så sandelig også som spiller. Han ville give landsholdet et positivt løft og give landsholdet mulighed for at relancere sig selv. Vi har også et U21-landshold med rigtig meget talent, og der kunne jeg sagtens forestille mig, at Laudrup kunne være manden, der kunne forløse det her potentiale yderligere.

- Det har været en svær beslutning, men jeg vil være med til at færdiggøre det, som jeg/vi har startet, siger Michael Laudrup om sin beslutning om at blive en sæson mere i Lekhwiya i Qatar (Foto: Lars Poulsen) Intl. fodbold - 8. jun. 2015 - kl. 13:01 Laudrup: Derfor bliver jeg i Qatar

'Nostalgisk'
Det danske fodboldikon startede sin træner-karriere i 2002 og har tidligere udtalt, at han ikke vil være træner resten af sit liv. Derfor vurderer Jan Kalborg, at det næste job, Laudrup påtager sig, kan gå hen og blive det sidste.

- Hvad kunne være mere nostalgisk fodboldmæssigt, end at det sidste job, han tog som fodboldtræner, ville være for vores landshold. Det ville være så stort og så fint, og det ville afslutte en kæmpe epoke, siger Jan Kalborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere