Legenden: Du ser godt ud! - Bendtner: Det synes pigerne også...

- De ville skræmme ham god i Nottingham, men den går ikke - lysten skal komme inde fra Nicklas Bendtner selv, siger Nils Arne Eggen

Nils Arne Eggen giver Nicklas Bendtner sin første lektion. Klublegenden pointerer dog, at danskeren har en uvane! Foto: Tariq Mikkel Khan
Nils Arne Eggen giver Nicklas Bendtner sin første lektion. Klublegenden pointerer dog, at danskeren har en uvane! Foto: Tariq Mikkel Khan

TRONDHEIM (Ekstra Bladet): Der går et sus gennem Abrahallen, hvor haglene hamrer hårdt mod bliktaget som maskingevær-salver fra oven efter en lang nat og en heftig morgen med voldsomt snefald, tudende trøndersk vind og absolut INTET, der minder om norsk forår.

Men det er ikke det, der får Harald Pedersens ører til næsten at gå i spids som på en vejrende hjort. Det er de heftige armbevægelser nede fra indgangspartiet til kunstgræs-hallen, der får spiller-koordinatoren i heftige omdrejninger.

Nils Arne Eggen er ankommet!

Uventet. Specielt i dén pivstorm, der raser over Trondheim, Rosenborg og hallen i Stav, hvor Nicklas Bendtner og Mike Jensen er de eneste, der render rundt med tophuer monteret over kranierne inde på plastic-banen, der underligt nok lugter en anelse jordslået – og lidt af kemi.

Rosenborg-legenden, der tog klubben helt til kvartfinalen i Champions League, har været hårdt ramt. Kone, bror og søn er døde, og personligt døjer han med hjerteflimmer, har været gennem en nyre-transplantation med en datter som donor – og blev senest akut-indlagt i julen og opereret i rygsøjlen for et træthedsbrud.

Nu ligger han ude ved siden af bilen, kæntret i kulde og sjap, og hjælperen har brug for assistance, inden den 75-årige med solid krykkestok og et stort smil monteret endelig kan gå ind og bivåne det, der med stor sandsynlighed er tæt på at være det vigtigste i hans liv:

Drengene i Rosenborg! Nu med prominent dansker.

Når man har vundet 14 mesterskaber til Rosenborg og bragt klubben i Champions League syv gange - med en kvartfinale som bedste resultat - så fylder man en del i en klub. Foto: Tariq Mikkel Khan
Når man har vundet 14 mesterskaber til Rosenborg og bragt klubben i Champions League syv gange - med en kvartfinale som bedste resultat - så fylder man en del i en klub. Foto: Tariq Mikkel Khan

Nils Arne Eggen stolprer hen over grønsværen, en leder lunter efter med en læderpolstret armstol, og tæt på midterlinjen synker manden, der slog Real Madrid 2-0 på Lerkendal, så tilfreds ned i møblementet, kaster et hurtigt blik ind på spillet til to korte mål, inden han med kendermine straks giver gode råd om korrekt løbestil til to hvalpe, der fiser frem og tilbage på den anden banehalvdel.

- Du skal ikke løfte skuldrene så højt. Sænk dem, synes han at formane den smilende dreng, mens han med sin egen overkrop i stolen forsøger at demonstrere, hvordan en fodboldspiller løfter sit løb til perfektion.

Det er Eggens første besøg siden jul, og den lattermilde ærbødighed, der strømmer ham i møde, er helt oppe på kongehus-niveau.

Halvanden time efter træningsstart kl. 11.31 lusker Nicklas Bendtner ud til bænken efter en dag, hvor vi kan garantere, han ikke vandt en eneste spurt – og heller ikke gik efter det…

- Du ser godt ud, siger Nils Arne Eggen.

- Det synes pigerne også, svarer Nicklas Bendtner med en flabet smil.

Så er vi ligesom i gang…

Mike Jensen er så integreret i klub og by, at Rosenborg-lederne med stolthed og store, skæve smil konstaterer, at danskerens børn ikke bare taler norsk - de taler decideret trøndersk! Foto: Tariq Mikkel Khan
Mike Jensen er så integreret i klub og by, at Rosenborg-lederne med stolthed og store, skæve smil konstaterer, at danskerens børn ikke bare taler norsk - de taler decideret trøndersk! Foto: Tariq Mikkel Khan

Nils Arne Eggen har med kendermine fulgt halvdelen af træningen og konstateret:

- Du skal slå og gå – ikke slå og stå!

Hvilket nogenlunde oversat til dansk betyder, at Bendtner skal slå afleveringen og løbe i position – ikke stå og glo.

- Nå, jeg troede, han mente det modsatte. Så har jeg alligevel ikke forstået, hvad han sagde, joker Nicklas Bendtner efterfølgende, hvor han scorer et hav af norske pressepoint ved at udnævne Eggen til CHEFEN og titulere legenden som Rosenborgs svar på Sir Alex Ferguson.

Nils Arne Eggen har tumlet med sine spillere gennem tiderne i en klub, der også havde Nicki Bille fisende rundt som en detonerende håndgranat – men alligevel var stjernepopulær:

- Selv børn, der ikke kunne tale, kunne sige Nicki Bille, og hans naboer græd, da vi pakkede flyttebilen, husker Harald Pedersen om danskeren, der fik salget af trøjer til at eksplodere.

- Du ser godt ud, konstaterer Nils Arne Eggen. - Det synes pigerne også, svarer Nicklas Bendtner igen, og så har man vist ramt den trønderske lune, som Nils Arne Eggen sætter så højt. Foto: Tariq Mikkel Khan
- Du ser godt ud, konstaterer Nils Arne Eggen. - Det synes pigerne også, svarer Nicklas Bendtner igen, og så har man vist ramt den trønderske lune, som Nils Arne Eggen sætter så højt. Foto: Tariq Mikkel Khan

Nils Arne Eggen vurderer benhårdt det, han har set – og det er godt, forstår man:

- Vi skal udnytte hans enorme styrke, han har jo et enormt godt blik og er et godt, klassisk opspilspunkt lig Steffen Iversen og John Carew. Med Bendtner får vi både opspilspunkt – og gennembrud, siger den 75-årige.

- Der vil ikke gå lang tid, før vi får syn for det enorme potentiale, det giver Rosenborg – og fodbolden i Norge, fortsætter han og tilføjer:

- Han er jo en vældig flot karl!

- Det virker som om, Rosenborg har en god effekt på danske spillere?

- Jeg må sige, at de danskere, der har været her – og er her – har givet et kæmpe tilskud. Jeg tænker, de har en humor, som passer godt til det trønderske lune og måde at være på.

- Vi kan også sige, du er lidt dansk?

- Ja, det kunne man. Jeg plejer også at sige, at vi snart skal overgå til at snakke som før 1814, da vi havde talt dansk i 400 år, haha. Nei, Bendtner er virkelig interessant, og han virker til at være en meget moden ung mand, siger Nils Arne Eggen, der stopper og løfter den krykfrie pegefinger:

- Men det er klart, at her i klubben skal man tage frem de bedste egenskaber i sig selv, dyrke og raffinere dem til færdigheder, ikke sandt. Man kan jo ikke SKRÆMME Nicklas til at blive god igen, han skal få LYST til det!

- Der har jo været turbulens omkring ham uden for banen tidligere…

- Jeg snakker jo med en af mine gamle spillere, der har kontakt til Nottingham. Der prøvede de jo ligesom at skræmme ham i gang, du ved: Kom igen! Og der var ligesom straffe for alt muligt. Det kan du bare glemme i forhold til alle mennesker – også fodboldspillere. Lysten skal komme indefra!

Og så er der frokost.

Nicklas Bendtner i hastigt trav sammen med spillerkoordinator Harald Pedersen. Danskeren har netop spist 'lunsj' i 'familjerestauranten' under tribunen. Foto: Tariq Mikkel Khan Sport og Spil Ekstra Bladet i Trondheim: Her er Bendtners nye liv

Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet og norsk presse i Trondheim. Nu handler det først og fremmest om en god start i Rosenborg, så får vi se... Foto: Tariq Mikkel Khan Landsholdsfodbold - 26. mar. 2017 - kl. 11:27 Patriotiske Bendtner prioriterer ikke landsholdet

Se også: Se de afslørende billeder: Her er Bendtners nye teenage-flirt

60 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere