Mandag aften var Adam Lallana endelig tilbage på banen for Liverpool, da klubbens U23-mandskab mødte Tottenhams ditto.
Den engelske landsholdsspiller har siddet ude med en lyskeskade siden november, og derfor har han ikke spillet så meget for Jürgen Klopps mandskab i denne sæson.
Comebacket endte ikke som håbet for midtbanespilleren, da han efter en times spil gik fuldstændig amok på Tottenhams George Marsh.
SE KVÆLERTAGET I TV-KLIPPET OVER ARTIKLEN
De to spillere gik op i en hovedstødsduel, hvorefter Lallana tog sig til nakken. Herefter slog det klik for den rutinerede Liverpool-spiller, der hurtigt fik fat i Marsh og gav ham en hårdhændet behandling.
Skal ikke frygte karantæne i Premier League
Episoden kostede ikke overraskende Adam Lallana et rødt kort, mens den 19-årige Marsh lettere chokeret kunne spille videre.
På trods af det røde kort skal Lallana ikke frygte for en længere karantæne på førsteholdet. Ifølge Sky Sports vil en eventuel karantæne kun gælde i den turnering, hvorfra han blev smidt ud.
Alligevel kan det ramme midtbanespilleren som en boomerang, hvis han får karantæne. Det kan nemlig udsætte hans comeback til førsteholdet, hvis han ikke er i stand til at spille sig i form på U23-mandskabet.
Liverpools U23 manager, Neil Critchley, er overrasket over reaktionen fra Adam Lallana, som kom få minutter, før han skulle udskiftes.
- Jeg har aldrig set Adam reagere sådan. Det er ironisk, for vi var lige ved at tage ham ud, sagde Neil Critchley efter kampen.
Det er blot blevet til en enkelt kamp fra start til Lallana i denne sæson, efter han pådrog sig en lårskade i opstarten og en lyskeskade i november.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.