Nu skriver hun historie

For første gang nogensinde skal en kvinde være med til at dømme mændenes EM i fodbold til sommer

Stéphanie Frappart har blandt andet dømt en VM-kvalifikationskamp for mænd som den første kvinde nogensinde. (Arkivfoto) Foto: Maurice Van Steen/Ritzau Scanpix
Stéphanie Frappart har blandt andet dømt en VM-kvalifikationskamp for mænd som den første kvinde nogensinde. (Arkivfoto) Foto: Maurice Van Steen/Ritzau Scanpix

For første gang i historien skal en kvinde være dommer under EM i fodbold for mænd.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har onsdag offentliggjort sin liste over de dommere, der skal med til slutrunden, og her er Stéphanie Frappart iblandt.

Den franske dommer har dømt flere kampe for mænd i Uefa-regi i denne sæson, og under EM bliver hun fjerdedommer.

I marts blev hun den første kvindelige dommer til at dømme en VM-kvalifikationskamp for mænd, og hun har også dømt kampe i mændenes Champions League og i den franske liga, Ligue 1.

Foruden turneringens første kvindelige dommer bliver det også første gang, at en sydamerikansk dommer skal dømme ved EM.

Uefa har udpeget argentinske Fernando Rapallini som led i et samarbejde med Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol.

Der skal spilles 51 kampe til EM fordelt på forskellige arenaer. Parken i København skal være vært for fire kampe.

Uefa har udpeget 18 hoveddommere.