Ny kandidat: Schweizer kan afløse Blatter

Michel Zen Ruffinen har tidligere langet ud efter Sepp Blatter. Nu kan Ruffinen blive Blatters afløser

Michel Zen-Ruffinen har tidligere været med til at trække Danmark ud i lodtrækninger - nu kan han blive FIFA-præsident (Foto: AP)
Michel Zen-Ruffinen har tidligere været med til at trække Danmark ud i lodtrækninger - nu kan han blive FIFA-præsident (Foto: AP)

Den tidligere generalsekretær i Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) Michel Zen Ruffinen er blevet opfordret til at stille op til præsidentvalget i Fifa som en mulig efterfølger for Sepp Blatter.

Og schweiziske Ruffinen overvejer nu seriøst, om han skal følge opfordringerne.

Det siger han mandag ifølge Reuters.

- Jeg vil studere mulighederne, efter jeg er blevet anmodet om at melde mig som kandidat. Jeg vil se, hvordan situationen udvikler sig de kommende dage, og jeg vil se, om det giver mening for mig, siger Ruffinen.

I perioden 1998-2002 var Ruffinen generalsekretær for FIFA. Den post overtog han efter Sepp Blatter, som han nu potentielt også kan afløse som præsident i FIFA.

Se også: Dansker afslører: UEFA klar til at slagte Platini

Se også: FIFA suspenderer endnu en fodboldleder

Tilbage i 2002 var Ruffinen en af bagmændene til en række anklager mod Sepp Blatter om blandt andet vildledende regnskabspraksis i FIFA.

Anklagerne kom kort før, at Sepp Blatter blev genvalgt som FIFA-præsident i maj 2002. Efter Blatters sejr blev anklagerne droppet, og Ruffinen gik af som generalsekretær.

Sidste dato for at melde sig som præsidentkandidat er 26. oktober. Selve præsidentvalget afholdes 26. februar på en ekstraordinær FIFA-kongres.

0 kommentarer
Vis kommentarer