Mandag kunne Trabzonspor melde ud, at den engelske angriber Daniel Sturridge fik ophævet sin kontrakt med den tyrkiske klub øjeblikkeligt - efter blot et halvt år i klubben.
Og det er der en god grund til.
Daniel Sturridge er således bandlyst fra al fodbold frem til 17. juni, fordi han har overtrådt det engelske fodboldforbunds regler om gambling.Karantænen gælder ikke kun i England, men i hele verden.
30-årige Sturridge blev oprindeligt straffet med to ugers karantæne i juli sidste år for at have delt information med sin bror om et potentielt skifte til Sevilla, men det engelske fodboldforbund (FA) vurderede, at straffen var for mild, og derfor koster det nu jobbet - og tre måneder på sidelinjen - for den tidligere Liverpool-angriber.
Stjerne straffet: Gav bror insider-information
Årsagen er blandt andet, at Sturridge er fundet skyldig i mere, end det oprindeligt var tilfældet. Ifølge fodboldforbundet har appeludvalget fundet det bevist, at han i yderligere to tilfælde har gjort sig skyldig i at overtræde reglerne.
Artiklen fortsætter under billedet..
Udover karantænen har englænderen også fået en bøde på 150.000 pund svarende til 1,3 millioner kroner. Oprindeligt blev han straffet med en bøde på det halve.
Daniel Sturridge har en fortid i Manchester City, Bolton, Chelsea og Liverpool. Hos sidstnævnte havde han stor succes som angrebspartner til Luis Suárez i sæsonen 2013/2014, hvor han nettede 20 gange i Premier League.
Han har desuden spillet 26 landskampe for England og scoret otte mål.