Det kuldsejlede Super League-projekt får yderligere juridisk efterspil.
Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) vil nu have en dommer i det spanske retssystem fjernet. Det skriver UEFA på sin hjemmeside tirsdag.
Dommeren hedder Ruiz de Lara, og han afgjorde i sidste uge, at UEFA havde fem dage til at trække truslerne om sanktioner mod de tre tilbageværende klubber i Super League-projektet.
Det tre klubber, der ikke har opgivet Super League, er FC Barcelona, Real Madrid og Juventus.
Beslutningen fra domstolen i Madrid førte til, at UEFA sent mandag aften valgte at droppe sanktionerne mod de tre nævnte klubber.
Desuden meddelte UEFA, at de øvrige ni klubber, der var med i planerne, i første omgang ikke skulle betale de bøder, de var blevet tildelt. Det samlede bødekrav lød på 190 millioner kroner.
UEFA strakte med andre ord våben sent mandag aften.
Men tirsdag formiddag får tonen en lidt anden lyd - og skytset mod domstolen i Madrid og især Ruiz de Lara intensiveres.
UEFA skriver, at der har været 'betydelige uregelmæssigheder' i processen, og forbundet forventer derfor, at dommeren træder tilbage.
Desuden anker UEFA de tidligere afgørelser i det spanske retssystem. Det oplyser UEFA tirsdag.
Domstolen i Madrid afgjorde tidligere på året, at UEFA ikke kan sanktionere klubberne.
Uefa annullerede mandag den juridiske proces, der ellers var blevet sat i gang - og efterfølgende sat på pause i juni - i et forsøg på at straffe klubberne for deres fortsatte medvirken i projektet.
- UEFA's appelinstans har i dag erklæret sagen ugyldig, som om at sagen aldrig var blevet indledt, oplyste UEFA mandag.
Super League så dagens lys i april, da 12 af Europas største fodboldklubber offentliggjorde en plan om at danne deres egen liga.
Projektet løb dog hurtigt ind i massiv modvind fra folk i og omkring fodboldmiljøet, og efter blot to dage havde 9 ud af 12 klubber trukket sig.
Siden har kun Real Madrid, FC Barcelona og Juventus holdt fast i planen - og drømmen - om en Super League.
De øvrige ni klubber var Manchester City, Manchester United, Chelsea, Liverpool, Tottenham, Arsenal, AC Milan, Inter og Atlético Madrid.