Rennes brugte alle kneb, da de prøvede at overtale det mexicanske stortalent Edson Álvarez til at skifte fra Ajax til den franske klub.
Den 23-årige landsholdsspiller modtog nemlig et opkald fra stjerneskuespiller Salma Hayek, der opfordrede landsmanden Álvarez til at tage skiftet til Rennes.
Det fortæller Edson Álvarez i et interview med den hollandske avis De Telegraaf.
- Jeg var overrasket og beæret, men jeg var ikke i tvivl om at blive i Ajax, og det forklarede jeg hende, siger Álvarez i interviewet.
Der er en god grund til, at skuespilleren gerne ville have spilleren til Rennes. Klubben er nemlig ejet af Salma Hayeks mand, Francois-Henri Pinault, der er søn til den tredjerigeste mand i Frankrig, Henri Pinault.
Ajax-spilleren ville dog gerne blive i Amsterdam, da muligheden for at spille de store kampe i Champions League var større lige nu i den hollandske storklub.
Det ser da også ud til at være det rigtige valg, da Ajax indtil videre i sæsonens Champions League-turnering har smadret al modstand af vejen, senest med en 4-0-sejr over Borussia Dortmund.
Edson Álvarez skiftede til Ajax i 2019 fra den mexicanske liga. På trods af alderen har det 23-årige stortalent allerede spillet 50 kampe for det mexicanske landshold.