- Stedet, hvor topsport, underholdning, fascination og spænding smelter sammen i en perfekt kombination, fortæller den kommende vært i en pressemeddelelse om sit nye job.
Til august ruller en ny sæson af den engelske fodboldliga over skærmen.
Og det kan allerede nu afsløres, hvem der skal stå i spidsen for udsendelserne, nemlig Signe Vadgaard. Det skriver Discoverys store konkurrent, Nordic Entertainment Group, der står for 3+, 3 Max og TV3 Sport, i en pressemeddelelse.
35-årige Signe Vadgaard har tidligere givet den som radiovært på P3, men de sidste par år har hun været fodboldvært hos Discovery Networks.
- Med Signe får vi en rigtigt dygtig vært, som både har håndværket på plads og en udstråling som få andre. Hun har en enorm appetit på opgaven, og hun kommer til at blive et stærkt aktiv i forbindelse med Premier League-dækningen på Xee, siger Kim Mikkelsen, Group Head of Sports, Nordic Entertainment Group.
Xee er tilgængelig for alle YouSee’s tv-kunder – altså mere end en million danske husstande.