Pålidelig Eriksen: Side om side med Messi på fornem liste

Den danske landsholdskreatør er blandt de spillere i de store europæiske ligaer, der har fået flest minutter de seneste fem år

Christian Eriksen er garant for mål, oplæg og mange minutter. Danskeren er blandt de spillere, der har fået mest spilletid i de seneste fem år i Europas store ligaer. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen er garant for mål, oplæg og mange minutter. Danskeren er blandt de spillere, der har fået mest spilletid i de seneste fem år i Europas store ligaer. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen har mange kvaliteter som fodboldspiller. En af de mere oversete er, at han stort set aldrig er skadet.

Den danske landsholdskreatør har i det seneste fem år været blandt de spillere i Europas fem store ligaer, der har spillet allerflest minutter.

Det viser tal fra CIES Football Observatory, der har som speciale at fremtrylle statistik fra de europæiske ligaer.

Instituttet har undersøgt, hvilke spillere i Premier League, La Liga, Bundesligaen, Serie A og Ligue 1 der oftest har været på banen i perioden 1. januar 2014-28. januar 2019.

Kun ligakampe er med i CIES’ opgørelse, og den viser, at Christian Eriksen i alt har fået 15.174 minutter for Tottenham i Premier League.

Danskeren har spillet 181 ligakampe i perioden og har et snit på knap 84 minutter per kamp.

De 15.174 minutter giver den 26-årige dansker en sjetteplads på listen over markspillere.

Den toppes af Chelseas spanske forsvarsspiller César Azpilicueta, der står noteret for 16.099 minutter.

Christian Eriksen er eneste Tottenham-spiller på listen og i øvrigt kun 23 minutter efter Lionel Messi, der er nummer fem.

Flest minutter de seneste fem år i Europas store ligaer

Top ti over de markspillere, der har spillet flest minutter i Europas top fem-ligaer i de seneste fem år.

1) César Azpilicueta (Chelsea) 16.099 minutter (182 kampe)
2) Kamil Glik (Torino og Monaco) 15.754 minutter (176 kampe)
3) Danilo Larangeira (Udinese og Bologna) 15.613 minutter (177 kampe)
4) Dani Parejo (Valencia) 15.217 minutter (176 kampe)
5) Lionel Messi (FC Barcelona) 15.197 minutter (180 kampe)
6) Christian Eriksen (Tottenham) 15.174 minutter (181 kampe)
7) José Callejón (Napoli) 15.129 minutter (189 kampe)
8) Mario Gaspar (Villarreal) 14.091 minutter (171 kampe)
9) Jonny Castro (Celta og Wolverhampton) 14.823 minutter (178 kampe)
10) Vitorino Hilton (Montpellier) 14.751 minutter (166 kampe)
Kilde: CIES Weekly Post 249

CIES har også lavet en liste over målmænd, og her er Inters Samir Handanovic den med flest minutter. Den lange slovener har spillet 17.010 minutters ligafodbold de seneste fem år. Det svarer til 283,5 timer.

Der er to danskere på målmændenes top 25-liste. Landsholdsreserven Jonas Lössl ligger nummer 18 med 13.746 minutter, som er fordelt mellem Guingamp, Mainz og Huddersfield.

Kasper Schmeichel ligger nummer 20 med sine 13.283 minutter for Leicester.

Den danske landsholdskeeper har fået flere ligakampe i perioden, men han brugte første halvdel af 2014 i The Championship, inden Leicester sikrede sig oprykning til Premier League.

Kasper Schmeichel skal søndag op mod Christian Eriksen og Tottenham, mens Jonas Lössls Huddersfield lørdag møder Arsenal.

FCK's Peter Ankersen og FCM's Marc Dal Hende i hård kamp om bolden i en kamp i efteråret. I foråret kommer de to til at slås om guldet. Foto: Anita Graversen Sport og Spil Klar, parat, Superliga-start: Sådan står klubberne inden foråret

Se også: Liverpool præsenterer rekordoverskud

Se også: Ramt af skade: FCK uden endnu en stjerne i premieren

Se også: Fik smadret fjæset: Var det med vilje?

Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen