Panik i FIFA: Blatter aflyser pressemøde

Blatter aflyste dagens pressemøde og lukkede skodderne til

FIFA's magtfulde eksekutivkomite har de seneste to dage holdt møde i hovedkvarteret i Zürich, og efterfølgende var der planlagt et pressemøde med Sepp Blatter klokken 14.00. Først blev det udsat en time, og så blev det aflyst. Uden nogen forklaring.

Verdenspressen fik aldrig lov til at komme ind i bygningen, men måtte stå uden på parkeringspladsen med en lang næse.

Panikken er tydeligvis ved at gribe om sig i det korruptionsplagede forbund, hvor generalsekretæren, Jerome Valcke i sidste uge blev det seneste offer i den oprydningskampagne, som det amerikanske forbundspoliti FBI og det schweiziske politi har sat i gang.

Se også: FIFA's generalsekretær suspenderet

Det er meget lidt der endnu er sluppet ud fra mødet i eksekutivkomiten. Dog ved vi nu, at VM i Qatar i 2022 bliver en forholdsvis kort turnering.

Den begynder 21. november og finalen spilles 18. december på Qatars nationaldag. Normalt varer en slutrunde godt en måned, men nu skal den afvikles på blot 28 dage. Det har spillernes forening, FIFPro, allerede protesteret imod, og der vil ganske givet komme flere indvendinger mod det stramme program.

Desuden er det vel næppe 100 procent sikkert at Qatar får lov til at beholde slutrunden. Det er jo netop anklager om, at den lille slavestat har købt slutrunden, som FBI og de schweiziske myndigheder er ved at efterforske.

Desuden burde landets grove behandling af migrantarbejderne for længst have fået FIFA til at trække beslutningen tilbage. Men det er aldrig et tema på eksekutivkomiteens møder.

Et andet punkt fra eksekutivkomiteen er, at næste møde som var planlagt til afholdelse i december i Tokyo, nu bliver flyttet til Zürich. Antagelsen er, at Sepp Blatter ikke tør rejse til Japan af angst for at blive arresteret. Japan har en udleveringsaftale med USA, hvilket Schweiz ikke har. Så i Zürich føler Blatter sig tryg.

Se også: Suspenderet FIFA-boss i rasende modangreb

På det hermetisk lukkede møde blev det gentaget, at klubberne ikke er forpligtet til at afgive spillere til den olympiske fodboldturnering næste år. Grunden er at turneringen ikke er en del af den internationale turneringskalender. FIFA opfordrer dog klubberne til at lade spillerne få den oplevelse at deltage ved OL.

Denne vage tilkendegivelse fra FIFA kan ende med, at fodbold bliver pillet af det olympiske program. Hvis kun tredjerangsspillere deltager, har turneringen ingen interesse.

Endelig donerede FIFA en million dollar, 6,6 millioner kroner, til FN's flygtningearbejde. Det er et meget beskedent beløb, når man tænker på, at FIFA vælter sig i milliarder af kroner.

14 kommentarer
Vis kommentarer