Sepp Blatter og Michel Platini skal for retten i juni.
Det oplyser en domstol i Schweiz ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Sagen mod de tidligere fodboldchefer handler om en mistænkelig pengeoverførsel fra Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) til Platini i 2011.
På daværende tidspunkt var Blatter præsident for FIFA, mens Platini var præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA).
Overførslen var på to millioner schweizerfranc, som svarer til knap 15 millioner kroner efter den nuværende kurs. Den førte til, at begge blev udelukket fra fodbold i 2015.
Blatter og Platini nægter at have gjort noget forkert.
I november sidste år meddelte den schweiziske anklagemyndighed, at den havde rejst tiltale mod de to hovedpersoner for bedrageri. De er også anklaget for illoyal ledelse og tillidsbrud.
Den meget omtalte overførsel faldt, kort før Platini undlod at stille op som modkandidat til Blatter til FIFA's præsidentvalg i 2011. Trods manglende dokumentation hævdede begge, at det var betaling for konsulentarbejde udført af Platini for FIFA fra 1999 til 2002.
86-årige Blatter var præsident for FIFA fra 1998 til 2015, hvor han blev tvunget til at trække sig tilbage på grund af korruptionsskandalen. Han fik sidste år sin karantæne fra al fodbold forlænget til 2028.
66-årige Platini, der var UEFA-præsident i otte år, har udstået sin karantæne og har ytret interesse for at komme tilbage til sporten.
Siden skandalen begyndte at rulle, har adskillige andre sager i FIFA-regi set dagens lys. Blandt andre er Jerome Valcke, der er tidligere generalsekretær i FIFA, blevet udelukket og har fået en bøde.
Retssagen mod Blatter og Platini er berammet til at begynde 8. juni og slutte 22. juni.