Politiet rejser straffesag mod Blatter - Platini er også i fedtefadet

De schweiziske myndigheder beslaglægger FIFA-præsidentens computer og rejser straffesag imod ham. Angiveligt har han også udbetalt bestikkelse til Platini

Efter en kaotisk dag i FIFA's hovedkvarter, hvor præsidenten Sepp Blatter aflyste et ellers længe planlagt pressemøde, har schweizisk politi netop rejst en straffesag imod ham. Og den næste i fedtefadet kan blive UEFA's præsident, Michel Platini.

I følge det schweiziske anklageskrift har Blatter i februar 2011 udbetalt næsten 14 millioner kroner i bestikkelse til Michel Platini. Pengene er udbetalt for tjenester, som Platini har ydet Blatter. Det handler sikkert om at Platini sikrede, at Blatter blev genvalgt som præsident i 2011.

Sagen mod Blatter handler også om at han tilbage i 2005 på vegne af FIFA solgte tv-rettighederne til VM i 2010 og 2014 til visning i Caribien til sin gamle ven, FIFA's daværende vicepræsident, Jack Warner fra Trinidad Tobago.

Blatter solgte rettighederne for 600.000 dollars, knap fire millioner kroner. Warner overførte rettighederne til sit eget selskab og videresolgte dem for et sted mellem 100 og 130 millioner kroner.

Se også: Panik i FIFA: Blatter aflyser pressemøde

Blatter havde altså solgt til langt under markedsprisen, og det må man ikke. Til gengæld skulle Warner sikre, at Blatter blev genvalgt som præsident. Det lykkedes fint.

Blatter og flere andre medlemmer af FIFA's eksekutivkomite blev i dag afhørt af schweizisk politi. Det gælder altså også Michel Platini, som ellers var favorit til at afløse Sepp Blatter ved præsidentvalget 26. februar. Hvis anklagerne holder, er han ude af det kapløb.

Schweizisk politi har i dag endnu engang ransaget FIFA's hovedkvarter. Denne gang også præsidentens kontor, hvor en mængde data blev beslaglagt.

Sagen mod Blatter og Platini kommer kun en uge efter at hans generalsekretær, Jerome Valcke blev fritstillet på grund af mistanke om billetsvindel ved VM i Brasilien sidste sommer. I forvejen er ni højtstående FIFA-folk under lås og slå, sigtet for omfattende korruption.

57 kommentarer
Vis kommentarer