Rødt Instagram-kort: Tidligere Danmark-modstander straffet for brøler

James McClean er kommet i så store problemer på de sociale medier, at Stoke City simpelthen ikke mener, han kan administrere det at have en Instagram-profil

McClean i duel med Andreas Christensen i et af mange danskirske opgør de sidste par år. Foto: Lars Poulsen
McClean i duel med Andreas Christensen i et af mange danskirske opgør de sidste par år. Foto: Lars Poulsen

Den irske landsholdskant James McClean har med én vittig Instagram-story påkaldt sig så meget vrede, at 'raser' denne gang rent faktisk ville være et passende verbum at tage i brug.

Ja, eller det er i hvert fald ikke alle, der ser det sjove i McCleans forsøg på en hjemmeundervisningsjoke her i coronatiden, skriver britiske Independent og Daily Mail.

Opslaget er blevet kaldt 'voldeligt', og så kraftig har reaktionen været, at arbejdsgiveren Stoke City F.C. nu har valgt at trække to ugers løn fra ireren, som efterfølgende har slettet sin profil på det sociale medie.

Kimen til balladen var et billede, hvor Stoke-spillerens to børn sidder artigt på hjemmeskolebænken og kigger op mod far, som den dag underviste i historie.

Historielæreren McClean er dog i dagens anledning iført en særlig elefanthue associeret med den radikale væbnede organisation IRA, Irish Republican Army.

En organisation, der startede som en oprørsbevægelse mod det britiske styre under 1. verdenskrig, men som især huskes for at stå bag en længere række bombeangreb i Storbritannien senere i det 20. århundrede.

Og udelukkende som spas og løjer er opslaget måske heller ikke ment.

Ireren har tidligere ikke været bleg for at vise, at han som en del af sine landsmænd har haft sympatier i den retning. Noget, der har gjort ham til en forhadt figur hos næsten alle fangrupperinger i Premier League og Championship.

Intet kan knække en irer
Før i tiden har den tidligere West Bromwich- og Sunderland-angriber blandt andet beskrevet sig selv som en stolt 'fenian' - en mytologisk betegnelse for en kriger, der kæmper for et selvstændigt Irland.

McClean er opvokset i Derry på den nordlige side i grænselandet mellem Nordirland og Irland - et område, som i mange af årene var epicenteret for konflikten.

Stedet er også kendt fra den berygtede 'Bloody Sunday'-massakre begået af britiske soldater.

Den hændelse er en af grundene til, at James McClean notorisk har nægtet at bære den valmue på brystet, som briter ellers hvert år markerer Remembrance Day og hylder deres veteraner med.

Standpunkter, der har gjort ham til en hyppig modtager af ukvemsord og endda også dødstrusler i England. Tidligere har McClean svaret på tiltale ved at citere den notoriske IRA-aktivist Bobby Sands, som i sin tid døde i sultestrejke for sagen:

- Intet i hele deres imperiums arsenal kan knække ånden hos én irer, der ikke vil knækkes.

Denne gang har McClean dog lagt sig fladt ned og undskyldt i en pressemeddelelse fra Stoke. Det var ikke hans mening at støde nogen, fremgår det.

James McClean er en mand, der siger sin mening. Som for eksempel her, hvor han udtrykker sin utilfredshed med en dommerkendelse i et opgør mod Italien til EM i 2016. Foto: AP
James McClean er en mand, der siger sin mening. Som for eksempel her, hvor han udtrykker sin utilfredshed med en dommerkendelse i et opgør mod Italien til EM i 2016. Foto: AP

Utilfreds med danskerne
McClean er efterhånden også et velkendt ansigt hos danske fodboldfans.

Stoke-spilleren var fast inventar i øboernes startellever alle de mange gange, Åge Hareides tropper krydsede klinger med dem mellem 2017 og 2019.

Her følte han sig ved flere lejligheder trådt over tæerne af danske udtalelser, som han opfattede som nedladende.

- Deres spillere talte ikke rosende om os før kampen. Det er ikke behageligt, når andre professionelle kritiserer dig, lød det blandt andet efter den kamp i Parken i juni 2019, som endte med endnu et af utallige uafgjorte opgør mellem de to nationer.

- Fair nok - de slog os 5-1, men de andre fire kampe, vi har spillet mod dem på det seneste, er endt uafgjort. De er ikke så meget bedre end os, er de? spurgte McClean efterfølgende retorisk.

Foto: Jens Dresling/Polfoto Landsholdsfodbold - 8. jun. 2019 - kl. 11:34 Hånet af danskerne: - Vi fik vist dem

Se også: Legendarisk fodboldtræner er død

Se også: Juve-stjerne skider på karantæne: Rejser hjem til kræftsyg mor

10 kommentarer
Vis kommentarer