Schmeichel missede titlen: Verdens bedste er kåret

Belgiske Thibaut Courtois blev kåret som verdens bedste målmand af Fifa. Det skete foran Kasper Schmeichel.

Kasper Schmeichel var nomineret til prisen som årets bedste målmand, men Thibaut Courtois løb med sejren for næsen af ham. Foto: Ben Stansall
Kasper Schmeichel var nomineret til prisen som årets bedste målmand, men Thibaut Courtois løb med sejren for næsen af ham. Foto: Ben Stansall

Kasper Schmeichel var nomineret, men den danske landsholdskeeper måtte kigge langt efter titlen som verdens bedste målmand.

Mandag aften kårede Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) således den belgiske målmand Thibaut Courtois som verdens bedste i målet.

Det skete ved en event i London, hvor målmandsprisen var en af flere priser, som Fifa uddelte med overskriften "The Best Fifa football Awards".

Kasper Schmeichel var nomineret sammen med Hugo Lloris (Tottenham og Frankrig) og så Courtois.

Senere mandag kårer Fifa også verdens bedste fodboldspiller, og her er også tre spillere nomineret.

Det gælder for Cristiano Ronaldo fra Juventus, Luka Modric fra Real Madrid samt Mohamed Salah fra Liverpool.

26-årige Thibaut Courtois blev rost for sin indsats under sommerens VM, hvor han blev kåret som slutrundens bedste målmand.

Courtois skiftede sent i sommerens transfervindue fra engelske Chelsea til den spanske storklub Real Madrid.

Det er tredje gang, at Fifa står for sin egen kåring af verdens bedste i forskellige kategorier.

Se også: FIFA 19-stjernene afsløret: Her er de bedste

Se også: Bekræftet: Courtois er ny Real-spiller

Se også: Storklub til grin: Stod for sommerens værste handler

0 kommentarer
Vis kommentarer