Daniel Wass brillerede søndag aften med et mål og en assist mod selveste Real Madrid, da Celta Vigo fik 2-2 mod de forsvarende mestre i La Liga.
Kampen mod kongeklubben var en foreløbig kulmination på en glimrende sæson for den danske altmuligmand, der har formået gøre opmærksom på sig selv i en ellers ikke prangende sæson for Celta.
Daniel Wass er nu oppe på fire mål og fem assists i 18 kampe i den spanske turnering, og den tidligere Brøndby- og Evian-spiller er fast mand på holdkortet under cheftræner Juan Carlos Unzué.
Her er din VM-trup, Åge: Disse spillere skal bringe hæder til Danmark
Det samme var tilfældet sidste sæson, men den gode form for klubholdet har ikke bragt Daniel Wass tættere på landsholdet i Åge Hareides regeringsperiode. To kampe er det blevet til på ’det nye landshold’, og det var i 2016 i venskabskampe mod Tjekkiet og Liechtenstein. Her greb Wass dog ikke chancen, ifølge fodboldekspert Morten Bruun.
- Selvfølgelig er det et mindre mysterium, hvorfor landsholdet ikke kan bruge en mand, der præsterer så godt i en af verdens bedste ligaer på ugentlig basis, og man spørger da sig selv efter en kamp som den mod Real Madrid, hvorfor han ikke er nøglespiller for landsholdet. Eller bare med i truppen.
- Men der er nogle forskellige forklaringer efter min mening. Hovedårsagen er jo, at Daniel Wass aldrig har spillet en landskamp, hvor man har siddet tilbage med fornemmelsen af, at han er uundværlig. Faktisk har han aldrig grebet chancen, siger Morten Bruun og fortsætter:
- Det taler også imod ham, at man ikke helt ved, hvilken plads Daniel Wass egentlig byder ind på. Det hænger ved, at han har spillet både højre back, venstre back, kantspiller og midtbane på landsholdet – ligesom han også løser flere opgaver for Celta.
- Jeg ser ham som central midtbanespiller, men han spiller sjældent kampe som 6’er for Celta, og så er det pludselig Thomas Delaney, han skal slå af landsholdet. Det ser jeg ikke ske, siger Morten Bruun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Med til historien om Daniel Wass i rødt og hvidt hører det også, at Celta-spilleren selv meldte afbud til VM-kvalifikationskampene mod Polen og Montenegro pga. en slidt ankel. Derefter spillede han en stor kamp for Celta i en 4-3-sejr over Barcelona i La Liga.
En slidt Wass lavede samme stunt til venskabskampen mod Tyskland og den efterfølgende VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan.
Selv om både Wass og Åge Hareide senere meldte ud, at afbuddene skete i fuld fordragelighed, så hænger sådanne beslutninger ved i en træners bevidsthed, mener Morten Bruun.
- Det var Richard Møller Nielsen, som engang sagde, at man aldrig skal lade andre danse med sin kone. Det er, hvad Wass har gjort på landsholdet. For sådanne afbud kan let tolkes som manglende interesse, og så er materialet altså så godt, at Åge Hareide kan satse på andre, som vil gå gennem ild og vand for landsholdet, siger Morten Bruun og understreger:
- Åge Hareide har fundet noget, som har fungeret virkelig godt for Danmark. Jeg tror slet ikke, hverken Kvist eller Delaneys plads er i fare på landsholdet. Nogle gange må man bare erkende, at enkelte spillere ikke passer til enkelte hold. Og sådan er det lidt med Daniel Wass for Danmark både under Olsen og Hareide.
- Når det er sagt, så tror jeg, vi får Daniel Wass at se i Rusland, for han er svær at komme uden om i en 23-mandstrup. Hvis William Kvist går i stykker med et kvarter igen mod Frankrig, så vil jeg hellere sende Wass i kamp end Nørgaard, Lerager og hvem end, der ellers er alternativet. Når man har spillet Europa League-semifinale mod United og scoret mod Real Madrid, så er man ikke benovet over at spille ved VM. Så jeg tror, vi vil se Wass få chancen igen i 2018.
Daniel Wass står noteret for 16 A-landskampe for Danmark.
* * * *
MORTEN OLSEN: HAN GREB ALDRIG CHANCEN
9. februar 2011 fik Daniel Wass debut på det danske landshold under Morten Olsen. Baseret ud fra, hvad landstræneren så i Parken, tegnede der sig en lys fremtid i rødt og hvidt for den unge Brøndby-back.
Sådan skulle det dog langt fra gå. De næste fire år og otte måneder blev det blot til 13 optrædener yderligere for Daniel Wass under Olsen, og det er ikke blevet bedre, siden Åge Hareide er kommet til, idet Wass kun har fået to kampe under nordmanden.
De forholdsvis få landskampe kan sagtens undre fodboldfans, når man ser på den 'polyvante' danskers præstationer i både franske Evian og spanske Celta Vigo. Men ifølge den tidligere landstræner Morten Olsen giver årsagen til Wass' fravær på landsholdet helt sig selv:
- Jeg var meget begejstret for hans debut mod England, ligesom han spillede en god landskamp mod Tjekkiet på venstre back i en VM-kvalkamp. Men desværre er det også, hvad jeg husker af gode præstationer fra Daniel Wass på landsholdet. Han har et kæmpe potentiale, men han udnyttede ikke sit potentiale på landsholdet, siger Morten Olsen og uddyber:
- Der er en enorm forskel på klub- og landsholdsfodbold. På klubplan spiller man 30-40 kampe om året, mens man med landsholdet spiller omkring ti. Derfor skal man virkelig gribe chancen, når man får den. Det gjorde Daniel Wass ikke, og så var konkurrencen så stærk, at jeg forsøgte andre muligheder og var bedre tilfreds. Konkurrencen er bare blevet endnu stærkere i dag, siger Morten Olsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Morten Olsen blev i sin tid som landstræner ofte kritiseret for at bruge Daniel Wass ude af position. Blandt andet på venstre back. Men det var ikke årsagen til det manglende gennembrud, ifølge Olsen:
- Jeg ser det som en kæmpe fordel, at en spiller kan dække flere pladser. Det skal man helst kunne i moderne fodbold. Mange spillere dækker andre positioner på landsholdet end på klubholdet. Daniel fik også flere chancer på den centrale midtbane, hvor han uheldigvis ikke slog til.
- Men jeg tror, Daniels alsidighed kan blive hans chance frem mod VM, for hvis han holder sin form på klubholdet, så kigger Åge og Jon helt sikkert hans retning. Det er rart, han kan dække flere pladser, når puslespillet skal lægges, siger Morten Olsen.
Set i bakspejlet, gav du så Daniel Wass tilstrækkeligt med chancer på landsholdet?
- Helt bestemt. Daniel havde og har et kæmpe potentiale, og spillere vil altid mene, de får for få chancer, men når man ikke slår til på landsholdet, så er snoren kortere. Der er ganske enkelt ikke plads til at have spillere med, der underpræsterer. Og så er det ligegyldigt, hvor godt man spiller på klubholdet, hvis man falder igennem på landsholdet.
Se Ekstra Bladets karakter og omtale af samtlige af Daniel Wass' landskampe herunder:
Her er din VM-trup, Åge: Disse spillere skal bringe hæder til Danmark