Den tidligere Premier League-dommer Bobby Madley kom i et voldsomt stormvejr, da han i 2018 optog en seks sekunder lang video på Snapchat, hvor han gjorde grin med en handicappet og gangbesværet mand, som Bobby Madley 'jokede' med, han sagtens kunne løbe fra til et af datterens skolearrangementer.
'Sort humor', som Madley kalder det med egne ord.
Uvejret blev til sidst så voldsomt, at Bobby Madley blev fyret på gråt papir af den engelske dommerunion, PGMOL (Professional Game Match Officials Limited, red.).
Dermed var karrieren som dommer i Premier League slut.
Læs meget mere om sagen her:
Topdommer fyret for Snapchat-besked
Fodbolddommeren er sidenhen flyttet til Norge, hvor han har valgt at fortsætte dommergerningen. Det foregår dog på noget lavere niveau, end briten tidligere har været vant til.
I næste sæson skal Bobby Madley dømme norsk 2. divisionsfodbold...
Nytårsaften valgte Bobby Madley så at tage bladet fra munden og fortælle både om episoden og tiden bagefter, som han kalder for mental tortur.
- Jeg skammer mig over episoden. Jeg tog en seks sekunders video på Snapchat. Til videoen skrev jeg: Hold da kæft, jeg har en chance for at vinde forældrenes løb i år, skriver Bobby Madley på therefereesword.blogspot.com.
Bobby Madley fortryder og tager afstand fra sin egen handling, men han har dog stadig svært ved at acceptere de meget voldsomme konsekvenser, hans Snapchat-video fik.
- Min intention var, at vitsen var rettet mod mig selv. Havde jeg sendt videoen bredt videre på Snapchat, så havde jeg accepteret straffen. Men det gjorde jeg ikke.
- Jeg lagrede videoen på min telefon. Jeg sendte den privat til en person, jeg stolede på og som ville forstå konteksten, og som forstod, jeg jokede med min egen vægt, skriver Madley videre og giver udtryk for, at han senere blev uvenner med personen, og så havde videoen hos PGMOL.
- De seneste 18 måneder har været mental tortur for mig. Vær sød ikke at tænk dårligt om mig. Jeg er et menneske, som begik én fejltagelse. En fejl, som mange andre mennesker kunne have begået uden at miste alt, slutter Bobby Madley.
Den engelske dommer nåede 91 Premier League-kampe og har siden 2012 også dømt i FIFA-regi. Han har blandt andet dømt den engelske Community Shield.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.