Peter Nymann skuffet over Djurgården-tid

Peter Nymann havde håbet på mere i Djurgården, som ikke har spillet med i toppen i de to år, han har været i klubben.

Peter Nymann - her fra Esbjerg-tiden - har ikke fået indfriet sine ambitioner i Djurgården. (Foto: Ernst van Norde)
Peter Nymann - her fra Esbjerg-tiden - har ikke fået indfriet sine ambitioner i Djurgården. (Foto: Ernst van Norde)

Der resterer én enkelt spillerunde af Allsvenskan, og Djurgården kan i bedste fald slutte som nummer seks. Det harmonerer ikke med det, danske Peter Nymann forventede eller håbede på, da han startede i Djurgården for et par år siden.

- Nej, det gør det ikke. Jeg fik et indtryk af, at der skulle satses og investeres i et hold, der kunne spille med i toppen i den periode, jeg skrev for. Det har jeg ikke oplevet. Det har været nødløsninger langt hen ad vejen, og de er ikke lykkedes med at hente de spillere, de har været ude efter. Der har sikkert været hård konkurrence om spillerne med de klubber, men det er ærgerligt, for der er store muligheder for at blive tophold i Allsvenskan. Det er ikke umuligt. Så det har været lidt skuffende for mig, siger han.

- Men sæsonen i år har trods alt været bedre end sidste sæson, og med den start vi fik i år, så er det vel godkendt, at vi har sluttet, som vi har gjort, men Djurgårdens ambition er at komme tilbage til toppen og spille med om medaljer, så helt godt er det jo ikke. Det er et hold under opbygning, og det kommer til at ske langsomt. Så det er vel en ganske udmærket sæson, og næste år må målet for Djurgården være at slutte i nogenlunde samme position, siger han.

Se også: Djurgården indleder forhandlinger med Nymann

Sæsonafslutningen betyder også, at Peter Nymann skal træffe en karrierebeslutning. Skal han fortsætte i det svenske, eller skal han prøve noget andet?

Nymann er i tænkeboks i øjeblikket, og der er mange ting at overveje i forbindelse med kontraktudløbet ved årsskiftet.

- Det ville være en prioritet at komme tættere på familien, men vi må se, om det bliver en mulighed. Djurgården har fået lidt spillere ind, og der er kommet lidt mere struktur på, så det virker også lidt spændende, men det er klart, at jeg også kigger mig om efter andre muligheder.

Se også: Djurgården-danskere vil hjem

- I sidste ende kan jeg ikke gøre så meget andet end at kigge på, hvad der kommer af muligheder. Men jeg er forholdsvis åben, siger Peter Nymann, som i øvrigt skal være far om 14 dages tid til en lille søn.

- Heroppe skal jeg have sat mig en deadline for en beslutning. Lejligheden skal for eksempel opsiges, hvis ikke det bliver her, jeg fortsætter. Ellers skal jeg vel til Danmark, og så må vi tage den derfra. Jeg venter nok ikke til den sidste dag i transfervinduet med at tage min beslutning. Det håber jeg i hvert fald ikke, siger Peter Nymann til slut.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere