Norske medier: Bille-agent kræver svar fra Rosenborg

Nicki Billes agent kræver svar fra Rosenborg-lejren i dag, torsdag, om spillerens fremtid i klubben.

Nicki Billes agent er i Trondheim og venter angiveligt på svar om angriberens fremtidsperspektiver i Rosenborg oven på den meget omtalte påskebytur i København (Foto: Lars Poulsen).
Nicki Billes agent er i Trondheim og venter angiveligt på svar om angriberens fremtidsperspektiver i Rosenborg oven på den meget omtalte påskebytur i København (Foto: Lars Poulsen).

Fyret eller hvad?

Fodboldspilleren Nicki Billes fremtid i norske Rosenborg er usikker efter angriberens meget omtalte bytur i København i påsken, hvor Bille endte med at blive anholdt.

Flere norske medier skriver, at Billes agent, Nikola Juric, torsdag klokken 13 mødte op hos Rosenborgs ledelse og krævede, at den norske storklub i dag, torsdag, melder ud, om Bille fortsætter i klubben eller ej.

Om Rosenborgs ledelse anført af den sportslige leder, Erik Hoftun, giver efter for agentens ultimatum, er uvist.

Se også: Toprocker støtter Nicki Bille

- Ingen kommentar, svarede Juric til adressa.no på spørgsmålet om, hvorvidt Bille-sagen var afsluttet, da agenten forlod mødet.

Samme svar kom fra ledelsen i den norske storklub.

Billes bytur er medvirkende til, at han i øjeblikket hverken spiller eller træner med Rosenborg.

Politiet i København hævder blandt andet, at den 26-årige angriber har bidt en betjent i armen.

Se også: Medie: Dramatisk video af Billes anholdelse

Onsdag sagde Hoftun følgende:

- Nicki er ikke suspenderet. Vi har besluttet – i samråd med ham – at han ikke er med til træning, lød det fra Hoftun, som tilføjede, at Bille ellers selv ønskede at deltage i træningen.

Bille har allerede misset en ligakamp i mandags, og han er altså heller ikke med i torsdagens pokalkamp mod Orkla.

Ifølge Aftenposten har Bille været i dialog med Spillerforeningen i Danmark. Hvad de samtaler har bevirket, ved Aftenposten dog ikke.

Ifølge adressa.no kommer Rosenborg med en udmelding torsdag aften.

0 kommentarer
Vis kommentarer