Truet af konkurs: Tidligere AGF-træner kan miste jobbet

Peter Sørensen kan snart risikere at skulle kigge sig om efter et nyt trænerjob, efter hans nuværende arbejdsgiver Ham-Kam er truet af konkurs

Peter Sørensen røg i AGF - nu kan han også snart rygei Ham-Kam
Peter Sørensen røg i AGF - nu kan han også snart rygei Ham-Kam

Den forhenværende AGF-træner Peter Sørensen har nok at kæmpe med i sin klub Ham-Kam. Lige siden han overtog tøjlerne hos det norske 1.divisionshold i midten af maj, har han skullet jagte dyrebare point i kampen for at føre mandskabet væk fra positionen som bundprop i rækken.

Den mission har vist sig vanskelig med en trup, der har været hårdt plaget af skader, og aktuelt er Ham-Kam tretten point fra redning, hvilket virker ganske uoverkommeligt, eftersom holdet blot har skrabet fem point sammen her ved halvvejsmærket i sæsonen.

Se også: Fyret AGF-træner i ny massiv modvind

Men det er ikke kun sportsligt, at udfordringerne er til at føle på. I denne uge blev det kendt, at klubben er i alvorlige økonomiske problemer og truet af konkursbegæring. Mandag tog man de første skridt i retning mod at stoppe den finansielle blødning ved at fyre samtlige ansatte i administrationen, men den beslutning er ikke nok til at råde bod på situationen.

 Der mangler tre millioner kroner for at komme på fode, og Ham-Kam oplyser på klubbens hjemmeside, at man håber på at kunne få tilført kapital inden for de nærmeste dage, så nøglen ikke skal drejes om. Indtil videre er der blevet sat en deadline til på fredag i denne uge.

0 kommentarer
Vis kommentarer