Når Bendtner er på banen, så vinder Rosenborg!
Jo, den er god nok - foreløbig i hvert fald.
Tre kampe har indtil nu givet tre sejre, og i Eliteserien er der såmænd også scoringsgaranti. Bendtner lynede i ligadebuten mod Odd, og han lynede igen onsdag aften, da Sandefjord blev besejret 3-0.
Ganske vist lignede det fra start intet eventyr for den danske angriber, der havde taget plads på bænken.
Herfra kunne han se et Rosenborg-mandskab - med Jacob Rasmussen og Mike Jensen i startopstillingen - være lidt på hælene på udebanen.
Det hjalp dog betragteligt på spillet, at Sandefjords Demba Bindia kort før pausen fik sit andet gule kort og dermed marchordre.
For en mand i overtal var Rosenborg ikke til at styre i anden halvleg.
Knap fem minutter var spillet, inden Matthías Vilhjálmsson var på pletten med sin scoring til 1-0.
Så var Trondheim-klubben i kontrol, og Nicklas Bendtner kunne med en lille halv time igen lade sig skifte ind til fordel for Fredrik Midtsjø.
Og det var en klog disposition af træner Kåre Ingebritsen.
Bendtner skulle nemlig blot bruge ti minutter på banen, inden han havde fundet vej til netmaskerne.
Milan Jevtovic sendte en tværpasning ind i feltet fra venstre, hvor Bendtner overløb sin modstander og bankede Rosenborg på 2-0.
Så gik den sidste gas af Sandefjord, der kort efter måtte se nederlaget blive større, da Pål André Helland skaffede Rosenborg en ny 3-0-sejr.
Det gør danskerholdet til suverænt tophold i Eliteserien, hvor også Sarpsborg og Molde har maksimumpoint efter to runder.
Næste opgave for Bendtner og co. er allerede på lørdag, hvor de på Lerkendal lægger græs til et vaskeægte topopgør, når Molde kommer på besøg.
Ekstra Bladet i Trondheim: Her er Bendtners nye liv
Norge i Bendtner-rus: Han er dræbende god
Bendtner åbner med et brag: Drømmedebut i Rosenborg-fest
Bendtners trøjer storsælger: Men køberne er ikke dem man tror