Torsdag indledte Nicklas Bendtner sin afsoning af den dom for vold, han modtog i begyndelsen af november for at slå og sparke en taxachauffør i København natten til 9. september.
Det markerer Rosenborg-angriberen på Instagram med et billede flankeret af en ganske lang tekst om voldsepisoden og fremtidsplanerne.
Artiklen fortsætter under tweetet ...
Nicklas Bendtner kalder blandt andet episoden med taxachaufføren for 'ærgerlig'.
'Jeg ville selvfølgelig ønske, at alt det her ikke var sket. Både for mig og den involverede taxachauffør, som efterfølgende mistede sit job. Lige meget hvordan han opførte sig, og hvad han sagde, er det ikke noget, som jeg har ønsket for ham', lyder det - sandsynligvis med henvisning til chaufførens mistede job og brækkede kæbe.
Nicklas Bendtner og hans kæreste forlod en taxa uden at betale 52 kroner, fordi de var utilfredse med, at chaufføren kørte en forkert vej fra Kongens Nytorv til Bendtners lejlighed på H.C. Andersens Boulevard.
Efterfølgende vendte chaufføren rundt og kørte efter parret, råbte efter dem og smed en tom dåse eller flaske foran parret. Det fik Nicklas Bendtner til at slå taxachaufføren ned. Retten vurderede desuden, at Bendtner efterfølgende sparkede til chaufføren, der brækkede kæben.
'Der var uden tvivl mange andre og bedre måder, som vi hver især kunne have løst vores uenighed på. I stedet løb det af sporet. Hvis jeg bare havde betalt det beløb, som taxametret viste, var min kæreste og jeg måske ikke blevet forfulgt af en bil med en rasende fører bag rattet, og jeg var ikke endt med at træffe den beslutning, som jeg var nødt til at træffe på brøkdele af et sekund, mens alting kogte'.
Han skriver desuden, at han fortsat ikke enig i dommen, og at han sikker aldrig bliver det. Et synspunkt, han har fremført siden retssagen i november.
Udover at omtale episoden afslører 30-årige Bendtner, at han agter at skrive en bog om sit turbulente liv.
'Samtidig har jeg fået brug for at forstå, hvorfor min vej gennem livet indtil nu har været så kringlet, som den har været...'
'Det er heldigvis aldrig for sent at lære noget og ruste sig til fremtiden, og derfor har jeg besluttet mig for at samle de historier, er i snart 31 år har skab mig på godt og på ondt. Det har jeg tænkt mig at gøre i en bog, hvor fortællingen ikke bliver drevet af spekulationer og sensationer, men af min ret solide hukommelse (tro det eller ej!) og åbenhed, der ellers ikke er specielt typisk i topfodbold', skriver han.
Han skriver også, at han har gjort sig umage med at finde den rigtige forfatter, men han løfter ikke sløret for, hvem der skal skrive bogen.
Nicklas Bendtner skal afsone med fodlænken de kommende 50 dage, hvor han altså ikke må passe sit arbejde i Rosenborg. Du kan læse mere om afsoningen herunder.
Fodlænkeekspert advarer Bendtner: Her skal du passe på