Dansk fodboldprofil spiller i stor sorg over sin far

- Min far var min mentor og ville virkelig have ønsket, at jeg skulle spille, forklarer Mads Albæk, der samtidig afviser, at han skulle være vred på IFK Göteborg

Mads Albæk, tv i blåt og hvidt, gik på banen kort efter sin fars død. Foto: All Over Press
Mads Albæk, tv i blåt og hvidt, gik på banen kort efter sin fars død. Foto: All Over Press

Fredag begravede han sin far. Søndag spillede han trods sin sorg 90 minutter for sin klub. For sådan ville faderen have ønsket det.

- Det er hårdt. Jeg har mistet min mentor, men det var dejligt at være tilbage på banen, fortæller danske Mads Albæk til Aftonbladet.

Han var med hos IFK Göteborg, da holdet med Søren Rieks som hattrick-helt slog Syrianska i den svenske pokalturnering med hele 6-0.

Hans fravær ved træningen i sidste uge gødede spekulationer om, at den danske midtbaneprofil var på kant med klubben, som havde takket nej til et tilbud på angiveligt tre millioner svenske kroner fra MLS-holdet Toronto. Det viste sig altså ikke at være tilfældet.

- Ingen behøver at sætte spørgsmålstegn ved mit fravær. Det var ikke på grund af skuffelse, men fordi jeg har været hjemme for at begrave min far.

– For min far betød fodbolden rigtig meget. Han kørte mig til træning og kampe, da jeg var yngre. Det var ham, jeg talte med og analyserede kampene med, når jeg havde spillet. Han var min mentor, siger Mads Albæk.

Han far, Børge Albæk, blev 59 år gammel og døde efter flere års kamp med lungesygdommen KOL. Han blev begravet i Hvalsø.

- Jeg kørte tilbage til Göteborg natten efter, så jeg kunne træne med lørdag. Nu må livet gå videre, fortæller Mads Albæk, som var hjemme nogle dag for at støtte sin mor, Betina.

- Min mor ringede og fortalte, at min far var blevet meget dårligere, mens vi var i Dubai. Jeg tog ikke hjem med holdet men tog et tidligere fly til København, så jeg kunne være hos min far på sygehuset. Det gik hurtigt til sidst.

- Det bliver meget mærkeligt ikke længere at kunne ringe til ham nu her efter dagens kamp. Men min far ville virkelig have ønsket, at jeg skulle spille, selv om det var så hårdt, fortæller Mads Albæk.

At det ikke blev til en ny kontrakt i Toronto, har han accepteret, siger han.

- Jeg er ikke sur på klubben, selv om det trak lidt ud og var en lidt mærkelig situation, fordi der blev diskuteret frem og tilbage i flere uger. Toronto tilbød, hvad IFK forlangte. Men holdet har brug for mig, lød begrundelsen.

Mads Albæk har gjort sig til lidt af en nøglespiller hos IFK gennem halvandet år efter skiftet fra Stade Reims i Frankring.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller er i stedet åben for en eventuel forlængelse med svenskerne. Under de rette betingelser, herunder løn. Hans kontrakt udløber om ti måneder.

- Jeg trives rigtig godt i IFK Göteborg. At spille foran et fyldt Gamla Ullevi er en fantastisk oplevelse. Stemningen der og på andre svenske stadions er mellem de bedste, jeg har oplevet. Det fortæller jeg tit til andre danske spillere. I Danmark kan kun FCK og Brøndby konkurrere med det, siger 27-årige Mads Albæk.

Se også: IFK-dansker efter Brøndby-kamp: Ingen er over FCK

 

3 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere